Samfund

Advokat for veteraner taber sager på stribe: - Det er helt uhyggeligt grimt og krænkende

Før vandt advokat Mads Pramming stort set alle sager for danske krigsveteraner - men nu taber han de fleste.

Mange krigsveteraner får afslag på erstatning for krigsskader.

Det oplever veteranerne selv og de bakkes nu op af en af de advokater, der har ført allerflest erstatningssager for danske krigsveteraner.

- Arbejdsskadesystemet har altid været meget afvisende over for at anerkende de psykiske skader, siger Mads Pramming, der er en af de advokater, der har ført allerflest erstatningssager for danske krigsveteraner.

- Det blev ændret med en særlov, som ganske rigtig viste, at man i en periode på 1-2 år anerkendte man 80 procent. Men det, vi ser nu, er, at nu gives der systematisk afslag i sagerne, som der gjorde før særloven, forklarer han.

I de første to år efter særloven vandt Mads Pramming stort set alle sager. Men de seneste tre måneder har han tabt 29 ud af 31 sager, selv om alle veteranerne er blevet diagnosticeret med PTSD.

Særlov hjalp en overgang

I 2013 indførte Folketinget ellers en særlov, der skulle gøre, at veteraner fik lettere ved at søge om arbejdsskadeerstatning.

Det var ikke længere et krav, at skaden skulle være anmeldt inden for seks måneder. Efter loven blev indført steg antallet af erstatninger. Men nu oplever mange veteraner og en af deres erfarne advokater, at der er kommet en ny praksis, der betyder, at deres erstatningssager gang på gang afvises.

- Jeg tror, man har strammet op. Hvorfor man har gjort det, har jeg ingen idé om, siger advokat Mads Pramming.

- Vi hører det samme fra soldaternes fagforening og andre advokater, der hjælpe veteranerne. Hele vejen rundt er der enighed om, at der er sket et eller andet derinde, forklarer han.

Jurister underkender sundhedsmyndigheder

Ifølge flere veteraner, der har taget bladet fra munden de seneste dage, kan de ikke få erstatning for blandt andet PTSD, fordi det vurderes, at de ikke personligt har været i livsfare.

- Det er problematisk, at man har lavet en praksis, der gør, at soldater, der får en PTSD-diagnose på Rigshospitalet og drømmer om krig og bomber hver nat, får at vide, "du er ikke kommet til skade i krig", og "du har ikke været i livsfare", siger advokat Mads Pramming.

- Det er helt uhyggeligt grimt og krænkende for soldaterne, mener han.

Det er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring - det der tidligere hed Arbejdsskadestyrelsen - der vurderer veteranernes sager. I en række af afslagene på erstatning har vurdering lydt således: "Vi har lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at du under dine udsendelser for forsvaret har været udsat for exeptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger".

- I hver eneste sag er der flere speciallæger, typisk fra Rigshospitalets mulitærpsykiatriske klinik, der har stillet diagnosen PTSD, og som altså tror på de her veteraner og på at det, de har været udsat for, er alvorligt nok til at stille diagnosen PTSD, siger advokat Mads Pramming.

- Den diagnose bliver så underkendt af jurister i Arbejdsskadestyrelsen, som stiller spørgsmålstegn ved, om det nu er bevist, at du gik på den bjergside i 1992, hvor der blev skudt efter dig i et fremmed land i en krigszone. Og det er umuligt for soldaten at bevise, forklarer advokaten. 

Forsvarsordfører: Afslag skal undersøges

De Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, afviser enhver beskyldning om, at der er lavet om i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings praksis.

- Nej, det har vi ikke, fatslår han.

Men derudover undrer veteranernes tal for, hvor mange der har modtaget et afslag på erstatning, også ham.

- Jeg kan godt forstå deres kritik, for der var et eksempel med en minerydder, der ikke kan få erstatning, fordi det er blevet vurderet, at den situation, han var i, ikke var stressende nok for ham. Det virker urimeligt, forklarer Rasmus Jarlov.

- Hvis de har fået psykiske skader af at være soldater, skal de selvfølgelig have deres erstatning. Og derfor synes jeg, at den kritik de bringer frem - som er opsigtsvækkende, da de kan pege på nogle tal, der viser, at ud af en lang række sager, er der pludselig stort set ingen af dem, der får erstatning - den skal vi selvfølgelig undersøge, siger den konservative forsvarsordfører

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afviser i en mail til TV 2, at man har ændret praksis.