Gymnasium kritiseres for opdelte klasser: Rendyrket diskrimination

Langkaer Gymnasium kritiseres fra flere sider, efter at gymnasiet har opdelt de nye klasser efter etnicitet. Gymnasiet bryder loven, lyder det.

I et forsøg på at holde på de få tilbageværende etnisk danske elever har Langkaer Gymnasium ved Aarhus - angiveligt som det første gymnasium i Danmark - opdelt de nye 1. g’ere efter etnicitet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag. 

Det usædvanlige skridt skyldes, at andelen af etnisk danske elever er raslet ned de seneste år.

I 2007 var der 25 pct. elever med anden etnisk baggrund end dansk på gymnasiet. Nu er der 80 pct. i den årgang, der lige er startet efter sommerferien. 

Her er eleverne med efternavne som Jensen og Hansen samlet i tre klasser, hvor fordelingen er 50-50. De resterende fire klasser på den almene gymnasielinje består udelukkende af indvandrere og efterkommere. 

Rendyrket diskrimination

Hos den internationale tværpolitiske bevægelse SOS mod Racisme er der forargelse over gymnasiets opdelinger. 

- Det er rendyrket diskrimination, når man sorterer folk efter, om de er hvide eller brune danskere, siger landsformand Jette Møller.

Heller ikke Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef på VIA University College, er begejstret over løsningen på Langkaer Gymnasium. Han understreger dog, at gymnasiet står i en yderst presset situation.

Gymnasium er yderst presset

- Det er utroligt ærgerligt, at man ikke har kunnet lave nogle tiltag ud fra nogle faglige og pædagogiske hensyn, men føler sig presset til at lave opdelingen, siger forskningschefen til TV 2.

Han tror ikke, fordelingen vil løfte det faglige niveau eller sikre integrationen - hør mere i klippet nedenfor. 

Kan være ulovligt

Advokat Niels-Erik Hansen, der specialiserer sig i sager vedrørende menneskerettigheder, vurderer, at gymnasiets praksis kan være ulovlig. Det samme gør Maria Ventegodt Liisberg, som er ligebehandlingschef hos Institut for Menneskerettigheder. 

Hør begrundelsen i klippet nedenfor.

Rektor Yago Bundgaard, Langkaer Gymnasium, mener ikke, at der rent juridisk er noget at komme efter ved at fordele efter etnicitet. Han peger på, at det er helt normalt at skele til eksempelvis køn, når man laver hold.