Kendt kemi-app står til at lukke: – Forbrugeren har ikke en chance
Over 140.000 danskere har hentet appen ’Kemiluppen’. Men hvis Forbrugerrådets Kemi tages af finansloven, som regeringen lægger op til, må appen lukke.
Opdateret: Kemiluppen blev tilgodeset i finanslovsforhandlingerne og har nu fået bevilget penge til og med 2019.
Det er slut med at tjekke deodoranter, solcreme eller tandpasta for farlige stoffer, hvis appen ’Kemiluppen’ lukker. Og det ser den ud til at gøre.
I den finanslov for 2017, der skal vedtages til november, er støtten til Forbrugerrådet Tænk Kemi nemlig fjernet.
- Det er et stort tilbageslag for de hundredtusindvis af forbrugere, der har nydt godt af test, apps og rådgivning fra Forbrugerrådet Tænk Kemi, siger formand i Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip.
Endnu sværere for forbrugeren
Anja Philip lægger vægt på, at forbrugerene opfordres til undgå potentielt skadelige kemikalier i produkter, men at det nu kan blive svært.
- Uden den lettilgængelige hjælp som Kemiluppen har leveret, har forbrugerne ikke en chance for at finde rundt i stofnavne som ftalater, ethylhexyl metoxycinnamate og methylisothiazolinone, siger hun.
Appen ’Kemiluppen’ er nomineret til Nordisk Råds miljøpris, og afgørelsen af denne prisuddeling finder sted i november – samme måned, hvor finansloven for 2017 vedtages.
Afsløret ulovligt kemiindhold
Forbrugerrådet Tænk Kemi blev oprettet som forbrugernes nye kemivagthund i slutningen af 2014.
Siden har projektet udført 46 kemitests, der har givet forbrugerne mulighed for at fravælge kemikalier, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende, kræftfremkaldende eller allergifremkaldende.
Test og undersøgelser har afsløret ulovligt kemiindhold i blandt andet babysoveposer, spraydeodoranter og makeupfjernere.
Projektet koster cirka fem millioner kroner årligt på finansloven.
TV 2 har kontaktet venstres finansordfører for en kommentar uden held.