Julia var indlagt et år: Syg af spiseforstyrrelse

16x9
Julia Monrad Lundsteen har selv haft en spiseforstyrrelse. Foto: Julia Monrad Lundsteen

En ny undersøgelse viser, at hver fjerde pige i 9. klasse er i fare for at få en spiseforstyrrelse. Julia er en af dem, der endte med at blive syg.

Julia Monrad Lundsteen havde spillet en fremragende kamp for det danske U19-landshold i fodbold.

Hun blev kåret til kampens spiller og fik masser af ros fra trænere og holdkammerater, men da hun kom hjem, blev glæden hurtigt ødelagt.

På internettet lå der et billede af Julia i nærkamp med en svensk landsholdsspiller, men i stedet for at være stolt over den vundne kamp og den personlige succes, tænkte hun kun på én ting: Hun så tyk ud på billedet.

Det syntes hun i hvert fald selv.

Julia Monrad Lundsteen var allerede et par år inden, billedet blev taget, begyndt at tænke meget over sin kost. Det begyndte egentlig helt tilbage i de første år i folkeskolen, hvor hun havde dystre tanker om sin egen krop. Men da hun som 15-årig begyndte på gymnasiet sideløbende med en seriøs fodboldkarriere i Brøndby IF, begyndte hun at udvikle en spiseforstyrrelse.

Regnskabet var enkelt for mig. Jo mere og hårdere jeg trænede og gik op i min kost, desto bedre en fodboldspiller ville jeg blive. Fuld kontrol var den eneste vej til succes for mig.

Julia Monrad Lundsteen.

Kombinationen af jagten på gode karakterer og ønsket om at være den bedste på banen betød, at det unge fodboldtalent blev ekstremt selvkritisk. Hun lavede strenge madregler for sig selv og trænede samtidig som en gal. Det gav i begyndelsen pote, hvor Julia forbedrede sig på fodboldbanen.

- Regnskabet var enkelt for mig. Jo mere og hårdere jeg trænede og gik op i min kost, desto bedre en fodboldspiller ville jeg blive. Fuld kontrol var den eneste vej til succes for mig, siger Julia Monrad Lundsteen til TV 2.

Søgte trøst i kontrollen med sin mad

Glæden varede dog ikke evigt. På et tidspunkt blev hun så tynd, at hun let kun skubbes væk af modstanderne, og derfor endte vægttabet med at blive en stor ulempe for præstationerne på banen.

Julia Monrad Lundsteen fortsatte med at spille for landsholdet, men kom i behandling hos Team Danmarks psykologer og diætister for sin spiseforstyrrelse. Det var dog ikke nok til at stoppe den, og derfor endte landstrænerne med at smide hende af landsholdet som 19-årig. Simpelthen fordi de ikke kunne forsvare at have hende spillende.

Lige pludselig tror børnene, at kulhydrater er verdens onde, så man nærmest ryster i bukserne, hver gang man ser et fad med pasta. Det har jeg oplevet flere steder.

Julia Monrad Lundsteen

I dag er Julia Monrad Lundsteen 28 år og rask. Hun har brugt 10-12 år på at slippe af med sin spiseforstyrrelse, og det har undervejs blandt andet betydet, at hun var indlagt i over et år på et privathospital.

Da det stod værst til vejede den 174 centimeter høje pige bare 46 kilo, hvilket svarer til et BMI på omkring 15.

- Jeg kunne ikke slippe min bedste ven, som spiseforstyrrelsen var på det tidspunkt, siger Julia Monrad Lundsteen og forklarer, hvorfor hun lod det gå ud over en lovende fodboldkarriere:

- Jeg har tidligere haft svært ved at vise følelser, og når jeg var ked af det, håndterede jeg det ved at finde kontrol i maden og straffe mig selv på den måde. Det var den måde jeg kunne søge trøst. Jeg skubbede alt andet væk, siger hun.

En vej til succes

En ny undersøgelse fra Børnerådet viser onsdag, at næsten hver fjerde pige i 9. klasse har risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse.

For en del er et af problemerne, at især unge piger på diverse sociale medier følger modeller og fitnesspersoner, som næsten alle er tynde og meget veltrænede.

Det kan presse pigerne til at gøre noget ved deres egen krop, og det var også, hvad der skete for Julia Monrad Lundsteen.

- I stedet for modeller var mit sammenligningsgrundlag de dygtige fodboldspillere. Så på den måde kan jeg godt sætte mig ind i, hvordan man kan blive påvirket af det. Man tror, det er sådan, man skal se ud for at få succes, siger Julia Monrad Lundsteen.

Hun erkender, at fodboldspillere langt fra altid er tynde, men for hende udviklede det sig til, at hun både skruede op for træningen, samtidigt med at hun skruede ned for maden.

Forældre bør droppe sundhedsreligionerne

Den nu 28-årige kvinde har ikke noget entydigt svar på, hvorfor hun udviklede en spiseforstyrrelse, men hun tror blandt andet, det handler om, at hun tidligere havde svært ved at sætte grænser for sig selv.

Hvis flere piger i fremtiden skal ud af risikozonen for at udvikle en spiseforstyrrelse, mener Julia Monrad Lundsteen, at forældrene står over for en stor opgave. Særligt dem, som går meget op i sundhed og opdrager deres børn i en sort/hvid verden.

- Der er nogle forældre, som dyrker de her sundhedsreligioner. For eksempel hvor kulhydrater er fuldstændig forbudt. Børn har jo ikke det her filter, der gør, at de ikke tager al ting ind. Lige pludselig tror de, at kulhydrater er verdens onde, så man nærmest ryster i bukserne, hver gang man ser et fad med pasta. Det har jeg oplevet flere steder, siger Julia Monrad Lundsteen.

Hun siger, at unge er enormt usikre i teenageårene, og derfor mener hun, at både forældre og lærere i folkeskolen har et stort ansvar, hvis færre skal udvikle spiseforstyrrelser.

-  Det handler meget om at arbejde med unge menneskers selvværd, så de lærer at have et filter, hvor de ved, at de er gode nok, og at det ikke er udseende og præstationer, de skal måles på, siger Julia Monrad Lundsteen.

Julia fik blandt andet hjælp fra Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Du kan læse mere om foreningen her lmsos.dk.