Juli bød på højeste antal fly-forsinkelser i fem år
Mange forsinkelser har præget juli måneds flytrafik. Trafik i luftrummet, dårligt vejr og strejker er de primære årsager, lyder det fra lufthavnene.
Sommerferien startede for mange danske flypassagerer med et forsinket fly. Ifølge Trafik- og Byggestyrelsen var 26 procent af flyafgangene i 2016 nemlig forsinket – det er næsten en fordobling i forhold til juli for fem år siden.
Ifølge Trafik- og Byggestyrelsen findes der ikke en overordnet definition på en forsinkelse, fordi det er lufthavnene selv, som definierer det. Hos for eksempel Københavns Lufthavn er et fly forsinket, hvis der går 15 minutter eller mere, før det letter i forhold til det oprindelige afgangstidspunkt. Danmarks tre største lufthavne, København, Billund og Aalborg, nikker alle genkendende til en sommer med mange forsinkelser.
- Det har været en ekstraordinær sommer med det største antal forsinkelser siden askeskyen ramte i 2010, lyder det fra driftsdirektør ved Københavns Lufthavn, Kristian Duurhus, som oplyser, at Københavns Lufthavn har oplevet en stigning på 7 procentpoint sammenlignet med juli sidste år – altså var 28 procent af flyene fra Københavns Lufthavn forsinkede i juli måned i år.
Eksterne forstyrrelser er skyld i det høje antal forsinkelser, lyder det fra lufthavnene. Det har nemlig været en sommer med dårligt vejr, strejker og meget trafik i det europæiske luftrum.
Året med de mange strejker
Tidligere på året udtalte direktøren for den europæiske brancheorganisation for luftfartsselskaber A4E, at 2016 er det år med flest strejker i luftfartsbranchen – og det er altså de strejker, som har konsekvenser for de danske passagerer.
Det kan virke ulogisk, at danskere bliver påvirket af strejker i udlandet, men en strejke blokerer også dele af luftrummet, og det betyder, at fly med afgang fra danske lufthavne kan blive nødsaget til at justere i den oprindelige rute. I særlige tilfælde bliver afgange også aflyst på grund af strejker.
Ifølge Jacob Pedersen, luftfartsanalytiker ved Sydbank, skyldes sommerens høje antal strejker en øgede konkurrence mellem de ældre, etablerede selskaber som for eksempel Air France, og lavprisselskaberne.
- De ældre selskaber er mere presset, end de nogensinde har været før, fordi lavprisselskaberne skærper konkurrence. Det er en konflikt, som vil fortsætte, og derfor ser vi også en tendens til, at strejkerne i branchen vil fortsætte, siger Jacob Pedersen.
Mulighed for flere forsinkelser
Det kan altså betyde, at sommertrafikken næste år også kan blive generet af forsinkelser, og ifølge lufthavnene selv er det en ærgerlig udvikling, som de har svært ved at stille op med.
- Det, som vi kan gøre, er at sikre os, at lufthavnen fungerer, som den skal. Desuden sørger vi hele tiden for, at der er plads til flyene, som skal lande i Københavns Lufthavn. Netop derfor er vi også nu i gang med at udvide lufthavnen, siger Kristian Durhuus, driftsdirektør ved Københavns lufthavn. Han understreger desuden, at Københavns Lufthavn fortsat er en af de tre mest punktlige lufthavne i Europa.
Spørger man driftschef ved Billund Lufthavn, René Høgh, er det dårlige vejr, uroligheder og mere trafik i det europæiske luftrum også medskyldig i det øgede antal forsinkelser. I hele Europa, inklusiv de danske lufthavne, har de nemlig oplevet det højeste antal passagerer nogensinde i en juli måned – og det betyder altså mere trafik på luftrummets motorveje.
- Det er reguleringer af luftrummet, som medfører, at begrænsninger i for eksempel fransk luftrum også har indflydelse på danske flyvninger. Flyet skal nemlig flyve en anden vej, og det kan medføre kødannelse og dermed forsinkelser, siger René Høgh.
Mange passagerer rammes af forsinkelser
Hos virksomheden Flyhjælp, som hjælper danskere med at få kompensation for forsinkelser og aflysninger, har de også oplevet en større interesse over sommeren.
- Vi har fået henvendelser fra 2250 passagerer, som enten har oplevet forsinkelser eller aflysninger i juli i år, siger Gustav Thybo, som er direktør ved Flyhjælp, og understreger, at det er markant flere end tidligere.
En af dem, som har henvendt sig til Flyhjælp, er 34-årige Henriette Clausen. Sammen med sin familie skulle hun flyve til Nice den 8. juli i år med flyselskabet Norwegian, men først tre timer og 15 minutter efter det oprindelige afgangstidspunkt lettede flyet. For Henriette Clausen var det en frustrerende oplevelse at sidde og vente ved gaten uden at blive informeret om, hvornår de kunne komme afsted.
- Først efter to timer fik vi af vide, at flyet var forsinket, fordi der skulle nyt personale ombord. Da vi så endelig var i flyet, lyste en lampe, så vi skulle tilbage i gaten og vente yderligere – nu på grund af tekniske problemer,” siger hun og forklarer, at hun har søgt om kompensation, fordi flyet var mere end tre timer forsinket.
TOP 10 OVER SELSKABER MED FÆRREST ON-TIME-FLYVNINGER I EUROPA
1) Vueling
2) TAP Portugal
3) EasyJet
4) British airways
5) Norwegian
6) Air France
7) Swiss Air
8) SAS
9) Lufthansa
10) KLM
Kilde: Flightstats