Samfund

Alle kan se Cecilie og Elise nøgne: - Der var alt - der var intet filter overhovedet

Elise Harriz og Cecilie Leander har begge været udsat for hævnporno. Oplevelsen har sat dybe spor hos dem begge.

18-årige Cecilie Leander sad en helt almindelig aften, da noget pludselig begyndte at ske på de sociale medier.

- Pludselig går alle mine sociale medier amok. Folk de skriver 'hey, er det ikke dig'. Mit ansigt er så tydeligt på billederne, at jeg ikke kan benægte det.

Det folk pludselig kunne se var billeder af alt fra intime stunder mellem Cecilie og hendes ekskæreste til billeder, hvor en letpåklædt Cecilie lå og sov.

- Der var alt. Der var intet filter overhovedet.

Telefon blev hacket

19-årige Elise Harriz har også været udsat for noget lignende. I hendes tilfælde blev hendes telefon hacket, og billederne lagt ud på de sociale medier.

- Jeg opdagede det ved, at jeg fik en mail om, at der var blevet ændret noget på min Apple-id. Pludselig finder jeg ud af, at alle koder til Instagram, Snapchat og Facebook er blevet ændret, så jeg kan ikke komme ind og fjerne alt det, der er blevet lagt op, siger Elise Harriz, som blandt andet fik lagt billeder op af sig selv, hvor hun ikke havde noget tøj på.

- Det er konstant paranoia

Både Elise og Cecilie synes, at det er en ubehagelig situation at stå i.

- Det er konstant paranoia. Hvem har set mig? Hvordan ser de mig? Det er utroligt ulækkert for mig at tænke på, at folk kan sidde og gøre, hvad de vil - og hvad de gør med de billeder, siger Cecilie Leander, som går på gymnasiet.

Også Elise Harriz beskriver situationen som dybt frustrerende.

- Jeg har ikke selv været med til at lægge de her billeder op. De er trods alt blevet stjålet fra mig. Det jeg kan gøre nu, det er at tale min sag. Det er at blive hørt. Især for andre piger - for det er ikke kun mig, der har været udsat for sådan noget.

Mener at ekskærester står bag

Begge kvinder mener, at det er deres ekskærester, der står bag spredningen af billederne, fordi de var de eneste der havde adgang til koder og materiale. Ingen af dem kan dog bevise, at det er ekskæresterne, der er de ansvarlige.

I klippet ovenfor kan du høre, hvorfor Cecilie og Elise overhovedet følte at det var nødvendigt at tage sådanne billeder af sig selv.