Samfund

Hvem kastede sten på motorvej? Dusør på 50.000 kroner i drabssag

En fagforening har udlovet en stor dusør for oplysninger om dem, der kastede sten fra en motorvejsbro nær Odense.

Nu går omverdenen et skridt videre for at finde frem til den eller de gerningsmænd, som søndag nat kastede den sten på den fynske motorvej, der kostede en 33-årig tysk kvinde livet. 

Fagforeningen Business Danmark udlover nemlig en dusør på 50.000 kroner for oplysninger om gerningsmændene bag det, som politiet karakteriserer som drab. Det skriver fagforeningen i en pressemeddelse.

Formand for fagforeningen, Jens Neustrup Simonsen, forklarer, at de har valgt at udlove dusøren, fordi det er i alles interesse, at gerningsmændene bliver anholdt og danske billister kan køre trygt på vejene. 

- Det er fuldstændigt forrykt og meningsløst, at en lille familie på vej hjem fra ferie i Danmark på et splitsekund har fået ændret og ødelagt deres liv. Vi skal derfor forfølge sagen, så vi kan få standset dette mareridt for bilisterne, siger Jens Neustrup Simonsen.

Bilister bliver utrygge

De mange historier om personer, der kaster sten på motorveje rundt i Danmark - og særligt søndagens fatale ulykke - har ifølge Jens Neustrup Simonsen en negativ effekt på bilisternes færdsel.  

Han mener, at det vil betyde, at billisterne vil blive så utrygge, at de bremser op hver gang de nærmer sig motorvejsbroerne.  

- Der vil opstå farlige situationer og harmonikasammenstød som konsekvens. Vi skal kunne færdes trygt i trafikken. Vi skal derfor have dette standset øjeblikkeligt, siger han.

Tv-vært udlover også dusør 

En anden, som også har udlovet dusør, er vært på DR-programmet 'Fuckr med dn hjrne', Jan Hellesøe.

Han skriver i en Facebookopdatering, at han vil betale 5000 kroner til den person, der kan komme med vigtige oplysninger. Opslaget er indtil videre blevet delt mere end 5600 gange.

- Jeg kører ca 60.000 kilometer om året, og jeg vil på ingen måde til at bekymre mig om at holde øje med motorvejsbroer, skriver han i opslaget.