Landets gymnasier vil sætte en stopper for sexmobning

Efter en række sager om mobning på sociale medier, skærper landets gymnasier nu indsatsen.

Danske gymnasier har efter sommerferien skruet op for debatten med eleverne om deres færdsel på sociale medier.

Det sker efter en række sager om sexmobning, som sidste år kom bag på lærere og skoleledere landet over. Det fortæller Anne-Birgitte Rasmussen, der er formand for rektorernes landsorganisation, Danske Gymnasier, til Politiken.

- Det har været et wakeup call for os alle sammen, også for mig. Vi anede ikke, at det var så udbredt at tage billeder at sig selv og sende dem til andre, eller at det var naturligt for unge at dele billeder på den måde, siger hun.

Bortvis for videodeling

Sidste år blev en mandlig elev bortvist fra Gefion Gymnasium i København for at have delt en intim video, som viste en nøgen elev til en fest.

I Nordsjælland blev en krænkende sexvideo af en 15-årig pige delt af elever på flere gymnasier.

En undersøgelse foretaget af avisen Jydske Vestkysten blandt gymnasieelever i Sønderjylland afslørede, at en ud af fire 3. g'ere og hf'ere havde modtaget såkaldt hævnporno fra deres kammerater.

Også på Ordrup Gymnasium måtte man sidste år sætte ind, da skolebladet hængte navngivne elever ud i spalterne.

De sociale medier kan slå hårdt

Her arbejder skolens ledelse og lærere ifølge rektor Henning Thomsen på at få eleverne til at respektere deres egne og andres grænser.

- Vi er nødt til at gøre det klart for eleverne, hvor magtfuldt et middel de sociale medier er. Det kan slå sindssygt hårdt, hvad der sker der.

- Derfor har de nye 1. g'ere som noget nyt allerede haft en hel dag omkring brugen af sociale medier, og de skal senere på året have et fagligt forløb i samfundsfag ud fra det samme tema, siger Henning Thomsen til Politiken.