Forening slår alarm over kortere skoledage: - Det går ud over de udsatte børn

Der er ikke kommet flere penge til fritidsaktiviteter, selvom flere og flere skoler vælger at afkorte skoledagene.

Det kan gå ud over børn, der i forvejen har det svært, når kommunerne afkorter skoledagene uden at give flere penge til fritidsaktiviteter.

Sådan siger Thomas Feldborg Bruun, der er næstformand i foreningen Ungdomsringen, som er en samling af fritids-, junior- og ungdomsklubber og ungdomsskoler i Danmark.

- Det har den konsekvens, at de (fritids- og ungdomsklubberne, red.) ikke kan imødekomme den øgede fritid. Det er problematisk i forhold til, at særligt de udsatte børn og unge ikke har noget sted at gå hen, siger Thomas Feldborg Bruun.

Flere vælger kortere skoledage

Da den nye folkeskolereform trådte i kraft i august 2014, blev fritidstilbuddene slanket, da børnene alligevel skulle være længere tid i skolen.

Uden at give flere penge til fritids- og ungdomsklubberne vælger flere og flere kommuner dog nu at give de danske skoler lov til at gå imod skolereformens hensigt og afkorte skoledagen.

Det sker gennem den såkaldte to-voksen-ordning, hvor skolerne kan få lov til at afkorte dagene, når der undervises med eksempelvis to lærere eller en lærer og en pædagog på samme tid.

I mindst 48 kommuner har én eller flere folkeskoler allerede sløjfet de lange dage, viser en rundspørge, som TV 2 foretog tidligere på måneden.

I bunden af artiklen kan du se, hvilke skoler der er fået dispensation til kortere skoledage.

Men det skader altså udsatte børn, som ikke har en stærk ballast hjemmefra, lyder det fra Ungdomstingen.

Reformens hensigt var netop at sikre et bedre samspil mellem skole og fritid, så børn bliver sikret trygge og pædagogiske rammer – også efter undervisningen.

Det er dog svært at finde penge til børnenes øgede fritid, når pengene bliver brugt på to-voksen-ordningen, siger Thomas Feldborg Bruun.

Derfor er han bekymret for, at de manglende penge til fritidsaktiviteter kan få børnene til at søge hen, hvor der ikke er voksne til at holde øje med dem.

- Man kan få nogle meget dårlige reltioner ude på gaden, hvis ikke man samtidig kan blive modsagt af pædagoger i en fritidsklub, siger Thomas Feldborg Bruun.

Overblik: Her har elever fået en kortere skoledag