Samfund

Kommune: Vi kan ikke stoppe drukfest i Dyrehaven

Sofia Osmani, borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune: "Arrangementet er vokset til et omfang, hvor vores indsats har en begrænset effekt". Scanpix

Lyngby-Taarbæk kommune siger, at den årlige "Puttefest" i Dyrehaven er kommet ud af kontrol. Forældrene må tage et ansvar, siger borgmesteren.

 Lyngby-Taarbæk Kommune fralægger sig ansvaret for den voldsomme drukfest i Dyrehaven fredag, hvor op mod 10.000 gymnasieelever drak så voldsomt, at 15 måtte en tur på hospitalet.

- Som kommune kan vi ikke bestemme hvilke aktiviteter, der tillades i Dyrehaven, siger borgmesteren i Lyngby-Taarbæk, den konservative Sofia Osmani.

Hun erkender, at den indsats, som kommunen gennem årene har gjort for at holde den store ”puttefest” i Dyrehaven under kontrol, ikke længere er tilstrækkelig.

- Vi og andre kommuner har i en årrække gjort hvad vi kunne for at hjælpe ved at have SSP-medarbejdere på stedet, ligesom frivillige natteravne i flere år har ydet en stor, tryghedsskabende indsats. Med 8000 unge - en drukkultur, som er ude af kontrol - er arrangementet imidlertid vokset til et omfang, hvor vores indsats har en meget begrænset effekt, siger Sofia Osmani.

180 til behandling

Nordsjællands Politi oplyste i går, at 180 unge måtte behandles hos samaritterne i Dyrehaven i løbet af fredagen. Langt de fleste, fordi de havde fået for meget at drikke, mens enkelte var påvirkede af stoffer. 15 unge måtte indlægges på hospitalet, hvor en måtte lægges i respirator, fordi han havde en promille på fire.

Det fik helt usædvanligt Herlev Hospital, hvor de fleste unge blev indlagt, til at gå ud med en advarsel til både gymnasierne og forældre om, at festerne var gået over gevind. En melding, som Lyngby-Taarbæks borgmester er helt enig i:

- Jeg kan kun opfordre til at forældrene tager medansvar for deres børns opførsel både under og efter festen, så drikkeriet begrænses og der ryddes ordentligt op bagefter, siger Sofia Osmani.

Fredag var 10.000 unge samlet til fest i Dyrehaven.