Iværksætteri skaber jobs i restaurationsbranchen

16x9
Hoteller og restauranter har iført sig i den danske førertrøje, når det kommer til at øge beskæftigelsen i iværksættervirksomheder. Foto: Henning Bagger / Scanpix

Hoteller og restauranter er førende, når det kommer til at øge beskæftigelsen, viser en ny undersøgelse.

Hoteller og restauranter har iført sig i den danske førertrøje, når det kommer til at øge beskæftigelsen i iværksættervirksomheder.

16 procent af alle job i hotel- og restaurantionsbranchen findes nemlig i en virksomhed, der er etableret inden for de seneste fem år. Det er en markant stigning i forhold til andre brancher, hvor andelen af stillinger i nyoprettede virksomheder er 7,2 procent.

Det viser en ny undersøgelse, der er foretaget af eStatistik på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Ifølge Kirsten Munch Andersen, der er politisk chef hos brancheorganisationen for hotel- og restauranterhvervet Horesta, er forklaringen simpel.

- Det skal ses i lyset af den økonomiske krise. Danskerne går langt mere ud at spise end tidligere, og det giver en positiv spiral. Jo flere danskere der går ud at spise, jo flere restauranter er der grundlag for, siger Kirsten Munch Andersen til TV 2 og forklarer, at danskernes lyst til at få gastromiske oplevelser har medført, at restaurantomsætningen siden 2009 er steget med 40 procent.

Stramme budgetter giver vækst

Siden 2008 er der sket en forøgelse i både antal nye og etablerede virksomheder i branchen. Fra 2013 til 2015 er antallet af nye virksomheder øget fra 2.132 til 2.429.

I takt med at antallet af nye virksomheder i hotel- og restaurantionsbranchen er steget markant, viser undersøgelsen fra eStatistik, at flere nyoprettede virksomheder også formår at overleve de første kritiske år.

Det er til forskel fra tidligere år, hvor branchen har haft meget svære overlevelsesvilkår. Eksempelvis var der op mod 60 procent af virksomhederne, der blev etableret i 2005 og 2006, der fortsat var aktive ved udgangen af 2008. Nu er de nye virksomheders overlevelsesrate skærpet.

Siden 2011 er den treårige overlevelsesrate øget med knap otte procentpoint fra 57,5 procent i 2011 til 65,4 procent i 2015. I samme periode er andelen af aktive virksomheder i alle øvrige brancher steget med knap fem procentpoint.

Det er en udvikling, der glæder Kirsten Munch Andersen.

- Krisen har medført, at hoteller og restauranter har været nødt til at kigge stramt på deres udgifter. De har været tvunget til effektivisere og være ekstrem omkostningsbevidste, og det giver vækst på bundlinjen, siger hun.

Branchen mangler hænder

En af branchens største udfordringer er at finde ledige hænder til den stigende vækst. 

Sidste år måtte en tiendedel af medlemsvirksomhederne i Horesta takke nej til nye ordrer, fordi de manglede arbejdskraft. Problemet er derfor alvorligt, mener Kirsten Munch Andersen.

- Hvis vi fortsat skal sikre vækst, er der ingen tvivl om, at vi har brug for flere hænder, siger den politiske chef og fortsætter:

- Vi har brug for en investeringsparathed for at sikre en god omsætning på bundlinjen, så det stadig er muligt at idéudvikle. Vi har brug for at produktudvikle, så vi kan fortsætte væksten.

Her skaber iværksætteri flest jobs i hotel- og restaurationsbranchen