30.000 muslimer tager afstand fra vold og ekstremisme

Flere end 30.000 muslimer fra flere lande deltog i Storbritanniens største årlige forsamling af muslimer.

I weekenden var flere end 30.000 muslimer samlet i Hampshire i England til et årligt konvent. Her hejste de det britiske flag og dannede en menneskekæde, mens de tog afstand fra vold og ekstremisme.

Det rapporterer Daily Mail.

Arrangementet, som varede fra fredag til søndag, var det 50. årlige konvent for medlemmerne af den muslimske bevægelse Ahmadiyya Muslim Community.

- Terrorister praktiserer ikke islam

På sidstedagen talte bevægelsens globale leder, kalif Hazrat Mirza Masroor Ahmad, til de mange muslimer. Under hans ledelse afgav tilhørerne et løfte om fred og bekræftede deres loyalitet over for de lande, hvor de bor.

- Det eneste terroristerne opnår, er at overtræde den hellige koran og den hellige profet Muhammeds lærer fuldstændigt, sagde Hazrat Mirza Masroor Ahmad fra talerstolen, ifølge Daily Mail.

- Lad det stå klart, at de ikke praktiserer islam, det ser nærmere ud til, at de har opfundet deres egen hadefulde og giftige religon, fortsatte han.

Ahmadiyya Muslim Community blev stiftet i Indien i 1889, og i 1913 etablerede bevægelsen sig i Storbritannien. Bevægelsen lægger stor vægt på fred og tolerance.

Tak til Storbritannien

Inden weekends konvent udtalte Rafiq Hayat, der er præsident for bevægelsens britiske afdeling, til deres egen hjemmeside, at flere end 30.000 personer fra flere end 90 lande ville samle sig til konventet i taknemmelig over den sikkerhed og frihed, de har fundet i Storbritannien.

- Vi har meget at være taknemmelige for i Storbritannien, som har tilladt vores samfund at trives og bidrage til den britiske livsførelse i mere end 100 år. Vi betragter os selv som heldige med at kalde os britiske Ahmadi-muslimer, sagde Rafiq Hayat.  

I 1926 byggede Ahmadiyya Muslim Community den første moské i England, The London Mosque.

I dag har bevægelsen et større antal moskeer i Storbritannien, herunder Vesteuropas største, Baitul Futuh-moskeen i det sydlige London.