Samfund

Groft hærværk mod muslimsk efterskole: - Det mest ubehagelige, jeg har oplevet

- Det rammer dybt, siger forstander Ahmet Deniz.

Danmarks første muslimske efterskole, Mina Hindholm Efterskole ved Fuglebjerg, blev natten til torsdag udsat for groft hærværk. 

Med spraymaling er der flere steder på skolens mure, træværk og vinduer skrevet "Fuck Islam" og "Islam ud af DK". Der er desuden blevet malet skydeskiver på flere ruder. Det skriver Sjællandske Medier.

- Det rammer dybt, siger forstander Ahmet Deniz.

Ser meget alvorligt på sagen

Skolen er en af Skandinaviens eneste muslimske efterskoler. 

Forstanderen og resten af personalet er chokerede og betragter det som en direkte trussel mod deres kultur og religion.

- Det er det. Absolut. Jeg kan ikke lide det. Det er det mest ubehagelige, jeg har oplevet, siger Ahmet Deniz.

Også hos politiet ser man alvorligt på sagen.

- Det er ting, vi er lidt mere obs på end de traditionelle tags. Vi tager alle sager alvorligt, siger leder af lokalpolitiet i Næstved, Peter Haslund.

- Vi ved ikke, om det bare er drengestreger. Men det er ting, vi helst ikke vil have til at udvikle sig til noget ekstremistisk, siger han.