Samfund

Her har Kronprinsen høstet kritik for IOC-udtalelser

​Man skal vogte sine ord, når man er kronprins og medlem af den Internationale Olympiske Komité.

Hvordan vil kronprinsen som apolitisk navigere i en til tider politisk organisation som IOC?

Det spørgsmål fik kronprins Frederik stillet af OL.dk, da han i 2008 forberedte sit kandidatur til den Internationale Olympiske Komité.

- Langt størstedelen af IOC's arbejde handler om sport og idræt. De politiske spørgsmål, der måtte opstå, vil jeg overlade til andre, lød svaret dengang.

For i det danske monarki skal kongefamilien agere partineutralt og må ikke udføre politiske handlinger på egen hånd. Alligevel har det været svært for den danske kronprins at undgå at udtale sig politisk. Sådan lyder kritikken i hvert fald fra flere politikere og eksperter.

Russisk doping

Senest er det kronprinsens støtte af beslutningen om at lade russiske atleter komme med til de Olympiske Lege i Rio de Janeiro i Brasilien, der har fået kritikkerne til at skrappe op.

271 atleter fik adgang til OL, mens 118 måtte blive hjemme i Rusland, efter en rapport fra Det Internationale Antidoping-agentur konkluderede, at der havde været statskontrolleret brug af doping blandt de russiske atleter.

- Der er faldet en beslutning, og den står jeg også inde for. Det må jeg sige, siger kronprins Frederik til BT.

Han er ude af trit med den danske regering, lyder kritikken blandt andet.

Begrænsning af ytringsfriheden

Også tidligere har udtalelser fra tronarvingen vagt opsigt og debat.

Under de Olympiske Lege i London forsvarede kronprinsen i juli 2012 begrænsningen af deltagernes ytringsfrihed på de sociale medier. Udøverne måtte kun skrive om sig selv og ikke kommentere på andre udøvere eller rapportere fra konkurrencer.

- Det handler om, at man lever op til den olympiske ånd, og at man behandler hinanden respektfuldt og venskabeligt, uanset om det er på banen, i den olympiske by eller på et tweet, sagde kronprins Frederik til Jyllands-Posten.

OL i Danmark

I 2007 – inden kronprins Frederik blev udnævnt som medlem af den Internationale Olympiske Komité - blev han spurgt til, om man kunne forestille sig et Olympisk Lege på dansk jord.

- Tanken er storslået og flot og på mange måder stadig udansk. Men måske kunne den blive dansk, svarede han

Og den udtalelse var ikke i orden, mente Enhedslistens Frank Aaen.