Samfund

Dronningen udsætter statsbesøg til Tyrkiet

Dronningen udsætter sit statsbesøg til Tyrkiet på grund af undtagelsestilstanden i landet.

Dronning Margrethe skulle have været på statsbesøg i Tyrkiet 17-19. oktober, men det besøg bliver nu udsat på grund af undtagelsestilstanden i landet, oplyser Udenrigsministeriet. 

Også udenrigsminister Kristian Jensen skulle have været med på besøget, ligesom et større antal danske virksomheder skulle have deltaget. 

Det er en ren sikkerhedsmæssig overvejelse, der ligger bag udsættelsen af kongehusets og Udenrigsministeriets planlagte statsbesøg til Tyrkiet i oktober.

Det fortæller udenrigsminister Kristian Jensen (V).

- Vi har siden det mislykkede kupforsøg været i en tæt dialog med den tyrkiske ambassade i København og den danske ambassade i Ankara.

- Ud fra en betragtning om, at når der er indført undtagelsestilstand i Tyrkiet på grund af sikkerhedssituation, så er det uholdbart at sende Dronningen afsted på statsbesøg. Derfor bliver statsbesøget udsat til et tidspunkt, hvor situationen er normaliseret, siger udenrigsministeren.

Ingen politisk overvejelse bag udsættelsen

Siden kupforsøget er Tyrkiets præsident Erdogan gået hårdt til sine politiske modstandere. Tusinder er arresteret, dommer er sat fra bestillingen og dødsstraffen vil måske blive genindført.

Det har ledt til stor kritik af Tyrkiet, men er altså ikke årsagen til, at statsbesøget er udsat, oplyser ministeren.

- Der ligger ikke en politisk overvejelse bag udsættelsen. For det er jo ikke sådan, at vi ikke kan besøge lande, vi ikke er enige med om alting.

- Men vi har sagt, at vi er bekymrede over den måde, Tyrkiet har handlet på efter kupforsøget. Vi opfordrer til tilbageholdenhed og inklusion, siger Kristian Jensen.

Tyrkiets økonomiminister kommer til Danmark torsdag

Politisk vil Kristian Jensen fortsætte med at være i dialog med Tyrkiet, hvor han vil fremlægge Danmarks holdning til den førte politik.

- Jeg skal have møde med den tyrkiske økonomiminister, der kommer til Danmark i morgen, og jeg påregner selv at tage til Ankara senere på året.

- Her vil vi diskutere alle de ting, Danmark og Tyrkiet samarbejder om, men selvfølgelig også snakke om de ting, hvor vi er bekymrede for udviklingen, siger udenrigsministeren.

Kongehuset og udenrigsministeren skulle have besøgt Tyrkiet den 17.-19. oktober.

Det kan mærkes

TV 2s korrespondent i Tyrkiet, Simi Jan, påpeger, at der har været flere angreb i Tyrkiet. 

- Og det er noget, der allerede kan mærkes i turistindustrien. Indtil 2015 var Istanbul den sjette største destination for turister. Den er faldet dramatisk, siger hun og tilføjer, at hun i dag har talt med en ærgerlig hotelejer, som fortæller, at de har rigtig mange tomme værelser.

- Det er i den grad noget, der påvirker både de turkere, som lever af turismen, men også dem, der har planlagt ture hertil, siger hun.