Samfund

En ny type humørikoner er på vej: Nu skal kvinder kunne arbejde

Nu er der kun emojis, der viser kvinder som brude og prinsesser, men snart vil man kunne finde små ikoner af kvindelige læger, politi og andre job. MIGUEL MEDINA / Scanpix Denmark

Kvinder kan være mere end prinsesser - og den virkelighed skal afspejles på mobiltastaturerne, mener Google.

Inden årsskiftet rykker en ny samling humørikoner ind på mobiltastaturerne - og med dem også et nyt kapitel i ligestillingskampen.

For mens der i dag kun findes kvindelige såkaldte emojis med brudeslør, prinsessekrone eller massagehænder oven på hovedet, er der ingen kvinder med et arbejde.

Blandt det mandlige køn er udvalget straks noget større: Her kan man vælge mellem både politibetjente, ambulancereddere og detektiver blandt de små ikoner, der hver dag benyttes af flere end ni ud af ti smartphonebrugere på verdensplan.

Men inden længe kan de mange millioner emoji-brugere også vælge en arbejdende kvinde.

Emojis skal bidrage til ligestilling  

For få uger siden er 11 Google-forslag til nye humørikoner nemlig blevet godkendt, så det i fremtiden bliver muligt at vælge mellem eksempelvis en kvindelig kok, forsker eller landmand, ligesom de eksisterende mandeikoner får kvindelige pendanter og omvendt.

Ifølge Google er det et skridt i retning af den ligestilling, som stort set alle verdens lande har givet håndslag på at forbedre inden år 2030.

Det oplagte spørgsmål må dog være, om de nye ikoner blot er et markedsføringstrick, der skal sætte Google i et positivt lys?

- Det skal man selvfølgelig forholde sig kritisk til, svarer Nathalie Larsen.

Hun er digital chef hos PR-bureauet Lead Agency og ekspert i sociale medier.

- Men ved at tilføje flere ikoner sætter man samtidig en vigtig dagsorden, for når emojis nu er så populære, og faktisk særligt blandt kvinder, skal alle kunne føle sig repræsenterede, siger Nathalie Larsen.

De små ikoner former virkeligheden 

Vi former nemlig verden gennem vores sprog - og dermed også gennem emojis, forklarer Natalie Larsen. Men sproget former også verden den anden vej rundt, så hvis vi ikke kan udtrykke os med kvinder på arbejdsmarkedet, er det med til at give et forkert udsnit af virkeligheden.

- Når vi har så mange forskellige humørikoner, er det vigtigt, at vi kan se mangfoldigheden afspejlet i dem - både racer, etniciteter, og at kvinder kan være andet end prinsesser, siger Nathalie Larsen.