Samfund

Forsvaret hæver sikkerheden for danske soldater: Tyrkiet kan ikke garantere beskyttelse

Forsvaret har indført nye sikkerhedsforanstaltninger på den tyrkiske luftbase Incirlik, hvorfra omkring 100 danske soldater bekæmper Islamisk Stat.

Tyrkiet kan ikke længere sikre de danske soldater mod nedskydning, når de i F16-fly lander og letter fra den tyrkiske luftbase Incirlik for at drage i krig mod terrororganisationen Islamisk Stat.

Den tyrkiske regering blev i sidste måned udsat for et kupforsøg begået af dele af det tyrkiske militær, hvor flere hundrede mistede livet. Nu får en latent sikkerhedstrussel så det danske forsvar til at tage en række forholdsregler for at sikre den højst mulige sikkerhed for de udsendte soldater på luftbasen.

- Vi bliver løbende opdateret af vore tyrkiske og andre samarbejdspartnere, og det er korrekt, at sikkerhedssituationen omkring Incirlik-flybasen har ændret sig, blandt andet på baggrund af det mislykkede militærkup i Tyrkiet i juli måned, bekræfter chef for Forsvarets internationale luftoperationer, oberstløjtnant Jan Dam, i et skriftligt svar til TV 2.

Af hensyn til de danske soldaters sikkerhed kan Forsvaret ikke oplyse, hvad forholdsreglerne indebærer.

Tyske fly skal være raket-beskyttet

Det tyske forsvar, der også opererer fra luftbasen Incirlik med omkring 240 soldater, har imidlertid taget den forholdsregel, at fly kun må lande og lette fra basen i et såkaldt beskyttet transportrum, skriver den tyske avis Tagesshau.

Det betyder ifølge den anden tyske avis Spiegel, at der kun må flyves til basen med fly, der er beskyttet mod raketangreb.

100 danske soldater på Incirlik

Danmark har omkring 100 soldater udstationeret på luftbasen, der ligger 110 kilometer nord for den syriske grænse. Og ifølge Forsvaret har den ændrede sikkerhedssituation ikke påvirket opgaveløsningen.

- Vores udsendte soldater er meget opmærksomme på ændringer i sikkerhedssituationen, og de tilpasser deres operative procedurer afhængig af dette, oplyser oberstløjtnant Jan Dam og uddyber:

- De konstaterede ændringer i sikkerhedssituationen har dog ikke påvirket kampflybidragets evne til at løse den operative opgave.

Udover danske og tyske soldater har USA omkring 1500 udsendte tropper på lufthaven Incirlik.