Klimaet sætter dystre rekorder: - Vi har rigtig travlt nu
Ny rapport fastslår, at 2015 satte flere rekorder med negative konsekvenser for klimaet – og flere venter forude, vurderer dansk klimaekspert.
Er kloden fortabt?
- Nej, men vi har rigtig travlt nu, fortæller Jens Hesselbjerg, der er forskningschef hos DMI.
En ny rapport fra det Nationale Center for Miljøinformation i USA viser, at det står skidt til med klimaet. Både den globale temperatur, havenes vandstand og udledningen af drivhusgasser steg sidste år til rekordhøjder.
Og ifølge FN metrologiske organisation, MRO, fortsætter den negative udvikling, som vi også har set i den første halvdel af 2016, hvor der igen er blevet slået varmerekorder. Derfor tyder meget også på, at 2016 vil blive det varmeste år nogensinde.
- Den her proces er i gang, og vi har en kraftig opvarmning af vores planet, siger Jens Hesselbjerg til TV 2.
101 tropiske cykloner
Rapporten ’Klimaets Tilstand 2015’ fra det Nationale Center for Miljøinformation i USA er baseret på viden fra 450 forskere fra hele verden – og dokumenterer flere iøjnefaldende miljørekorder.
Mængden af drivhusgasser fra afbrænding af fossile brændstoffer steg og slog alle rekorder sidste år. Samtidig var den globale temperatur i 2015 det højeste registreret nogensinde. Temperaturen var næsten en halv grad højere end gennemsnittet fra 1981 til 2010.
Havtemperaturen slog også en tidligere rekord - nemlig den fra 2014, mens havenets vandstand var den højeste siden 1993 med en stigning på 70 millimeter. Samtidig blev der registeret 101 tropiske cykloner. Det gennemsnitslige antal cykloner fra 1981 til 2010 var 82.
Skybrud er tegn på varmt klima
Over hele kloden har man de senere år oplevet ekstremt vejr. I Danmark har vejret budt på mange skybrud - et symptom på varmere temperaturer, lyder det.
- De negative konsekvenser af de her klimaforandringer har vi jo set i Danmark. Det er generelt et negativt billede, for der kommer ikke andet end skade ud af et skybrud, siger forskningschefen.
På den anden side af klimamønten har man tørke, og flere steder i verden – herunder centrale dele af Indien og Mellemøsten - har haft tørke, som man ikke har set i flere hundrede år.
- Uanset om vi stoppede al udledning i morgen, er der klimaforandringer foran os. De kommende år vil byde på flere rekorder, forudser Jens Hesselbjerg.
En verden, der er to grader varmere end tidligere, betyder lokalt rigtig meget, understreger han.
- Det er skræmmende læsning
På Christiansborg har man også bidt mærke i den nye rapport og de dystre rekorder. Chokerende, men desværre ikke overraskende læsning, lyder det fra Christian Poll, klimaordfører hos Alternativet.
- Vi har fået mange meldinger fra FN’s klimapanel og fra Klimarådet i Danmark, at klimaet er en af vores tids største kriser, og at vi skal arbejde seriøst med at nedbringe risikoen for klimaforandringer, siger han til Ritzau.
Både Alternativet og SF efterlyser yderligere handling.
- Det er skræmmende læsning, og det viser, at der skal handling til og mere ambitiøst handling, end det, der er planlagt. Også i Danmark, selv om vi igen og igen tror, at vi er forrest i bussen. Det er tydeligt, at vi ikke kan slække på ambitionerne, siger klimaordfører Pia Olsen Dyhr (SF) til Ritzau.