Samfund

Bents kystsikring skal væk, mens nabo Ritt Bjerregaards bliver liggende

En beboer på Langø skal fjerne sin kystsikring, selvom naboerne har den samme. Nogle har fået den godkendt, mens andre har undladt at spørge om lov.

På Fyn blæste stormen Bodil voldsomt i december 2013. På Langø så voldsomt, at vind og vand ødelagde den kystsikring, der siden 1961 havde dæmmet op og beskyttet Bent Rasmussens sommerhus.

De gamle jernbanesveller og sten blev revet fra hinanden. Og da Bent Rasmussen efter stormen genopbyggede sin kystsikring på ny, valgte han sten, skriver Fyens.dk.

Det havde hele 11 af hans 15 naboer valgt at gøre – herunder tidligere overborgmester i København Ritt Bjerregaard og historikeren Søren Mørch på den anden side af hækken.

- Det så noget pænere ud, end de gamle jernbanesveller, så derfor valgte vi at gøre det samme, så stranden så ens ud, siger Bent Rasmussen til Fyens.dk.

Ingen godkendelse

Men nu kommer problemet.

For da Bent Rasmussen senere ville sælge sommerhuset, søgte han godkendelse af sin kystsikring hos Kystdirektoratet. Uden en godkendelse, ville ingen købere bide på krogen.

Men modsat flere naboer, der havde fået kystsikringen godkendt, fik Bent Rasmussen en afvisning. Stenene skulle være væk senest 30. juni 2016.

Undlader at spørge om lov

På den anden side af hækken hos Ritt Bjerregaard og Søren Mørch forstår man ikke Kystdirektoratets beslutning.

- Jeg mener ikke, at vores nabo har gjort noget andet, end det vi alle sammen har gjort, siger Søren Mørch til Fyens.dk.

Han og Ritt Bjerregaard har ingen planer om at søge om tilladelse til deres kystsikring, der er identisk med Bent Rasmussens.