2015 blev det værste klimaår nogensinde - og 2016 bliver værre

2015 blev det varmeste år, der nogensinde er målt på kloden. Men 2016 tegner til at blive varmere. Og så kan vejret gå amok, forudser eksperter.

En ny rapport viser, at 2015 har været det værste år nogensinde for verdens klima.

Rapporten, der er forfattet af 450 af verdens førende klimaforskere, opregner en række foruroligende tal:

Vandstandene i verdenshavene stiger med tre millimeter om året.

Der har heller aldrig været mere CO2 i atmosfæren, og dermed er drivhuseffekten den kraftigste nogensinde.

Og middeltemperaturen i 2015 var den højeste i al den tid, man har målt temperaturen verden over.  I 2015 var middeltemperaturen 0,9 grad over gennemsnittet for alle de målte år. (Rekorden forventes dog ikke at holde længe, for 2016 tegner til at blive endnu varmere med en middeltemperatur på 1,05 grad over gennemsnittet).

Frivillige løsninger er ikke nok

Tallene i klimaforskernes rapport kommer imidlertid ikke som nogen overraskelse, siger forskningschef hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Jens Hesselbjerg Christensen.

- Det vigtigste er, at vi i denne rapport kan se, hvordan tingene spiller sammen. Det vigtigste at kunne få et stort overblik over situationen, siger han.

Han siger, at klimaforandringerne kun kan kontrolleres, hvis der bliver sat ind med skrappe regler:

- Det er ikke nok, at det er ren frivillighed. Det er vigtigt at der sættes ind med stærke incitamenter, som lande og regeringer bliver nødt til at trække igennem. Alle lande, alle steder på jorden skal være aktive. Vi skal have flyttet teknologier, så det udbredes for alvor til hele kloden. Og skifte fra at bruge fossile brændsler, altså kul og gas. Og det tager jo tid. Der er lang vej fra der hvor vi er i dag.

- Men det er jo først nu vi er begyndt at kigge på det. Først så sent som i december sidste år der for alvor er lavet en aftale, som sigter på at undgå de værst tænkelige temperaturstigninger, siger Jens Hesselbjerg Christensen.

Hans kollega på DMI, Tina Christensen, der er dansk koordinator for FN’s klimapanel, advarer om, at selv om vi taler om temperaturstigninger på halve grader eller mindre, så vil det få meget alvorlige konsekvenser.

- Det er virkeligt meget. Jeg ved godt, at det ikke virker af meget. Men de temperatureffekter har kæmpe påvirkning af kloden. Der kommer en masse afledte effekter. Når vi får meget mere energi i atmosfæren, så får vi meget mere voldsomt vejr.

- Vejret går simpelthen amok, når temperaturen stiger så meget. Fødevareforsyningen er noget af det, der bliver meget presset i fremtiden. Globalt set vil det være virkelig svært at være landmand, fordi vejeret går amok på den måde, siger Tina Christensen.