Samfund

Inger Støjberg: Ballademagere skal spredes, ikke samles

Integrationsministeren tror ikke på ideen om et særligt center til de uledsagede flygtningebørn, der skaber ballade.

Integrationsminister Inger Støjberg vil ikke være med til at samle uledsagede flygtningebørn, der laver ballade, i et center med særligt skrappe regler.

- Jeg tror derimod, at det gælder om at få dem delt op, så de ikke kan rende rundt i kliker, siger Inger Støjberg til TV 2.

Forslaget om et særligt skrapt center for ballademagere kommer efter centret i Tullebølle på Langeland i dag bortviste fem drenge under 18 år, efter to er blevet sigtet for voldtægt og tre for seksuel chikane på årets Langelandsfestival i weekenden.

Problemet flyttes rundt

Problemet er, at utilpassede flygtningedrenge kan ende med at blive flyttet fra center til center.

Derfor foreslår Langelands borgmester Bjarne Nielsen (V), at der bliver oprettet et særligt sted for disse unge:

- Vi har jo fået nogle til Tullebølle fra andre centre, hvor de har lavet uro.  Så kommer de her, og så fortsætter de. Der mener jeg Folketinget skulle overveje at lave center for de børn, der har lavet for meget uro, så de bliver samlet et sted, hvor der kan være lidt mere disciplin og nogle er større restriktioner, siger Bjarne Nielsen.

Kan påvirke asylsag

Ideen bakkes op af flere partier på Christiansborg, men altså ikke af borgmesterens partifælle Inger Støjberg:

- Vi skal selvfølgelig ikke acceptere det her, og vi bliver nødt til at have de beføjelser der skal til. Men jeg tror ikke det vil være den bedste løsning at samle dem på et center. Jeg tror det er meget bedre at få dem delt op og sendt ud, hvor der også er en fast hånd.

- Vi er forpligtede via konventionerne til at behandle deres sag og se om de er forfulgte. Men dermed jo ikke sagt, at de får asyl.   Alvorlig kriminalitet kan godt have indflydelse på, om man får asyl. Så kan man eventuelt komme på tålt ophold. Disse unge skal selvfølgelig også være klar over, at den konsekvens er der, siger Inger Støjberg.