Samfund

Top 25: Disse uddannelser kræver de højeste gennemsnit

12,2 i gennemsnit er karakterkravet for at læse International Business på CBS. 15 uddannelser kræver et snit på 11 eller derover.

Årets tal fra Den Koordinerede Tilmelding (KOT) er offentliggjort, og flere uddannelser stiller igen i år tårnhøje krav til de studerendes karaktergennemsnit.

Topscoreren er International Business på Copenhagen Business School (CBS), hvor du i år skal have et snit på 12,2 for at blive optaget.

Det er fjerde år i træk, at linjen topper listen over uddannelser med de højeste adgangskrav.

Det har dog ikke skræmt de unge fra at søge ind på uddannelsen. International Business på Copenhagen Business School havde i år nemlig hele 1.311 ansøgere til de 175 pladser.

På de efterfølgende pladser ligger to andre uddannelser, der også de foregående år har krævet nogle af de højeste karaktergennemsnit, nemlig molekylær biomedicin på Københavns Universitet og International Business and Politics på Copenhagen Business School.

Hele 15 uddannelser kræver i år et karaktersnit på 11 eller derover.

I alt har 66.439 danskere fået plads på en de uddannelser, de har søgt optagelse på. Det er 1.138 flere end i 2015 og ny rekord.