Samfund

Våbnet mod MRSA kan være oppe i vores egen næse

Den antibiotika-resistente bakterie MRSA har kostet flere liv herhjemme, men nu kan forskerne have fået et gennembrud.

- Graver du efter guld?

Det irriterende spørgsmål har mange af os sikkert fået i hovedet, hvis man lige blev fanget med en finger langt oppe i næsen.

Men nu kan et tysk forskerhold rent faktisk have fundet lidt af en skat deroppe. Det drejer sig om et nyt antitbiotikum, som kan vise sig at blive et vigtigt våben i kampen med den multiresistende stafylokokbakterie MRSA.

Stafylokok mod stafylokok

MRSA stammer fortrinsvis fra svin, som har fået så meget antibiotika i landbruget, at de udvikler den resistente bakterie. Den giver ingen symptomer for svinene, men for mennesker kan den give kløe og udslæt, og i værste fald kan den gå i blodet og give en dødelig infektion, som det er sket fire gange i Danmark siden 2012.

Forskerne fra det tyske universitet Tübingen ville egentlig bare undersøge bakteriens leveforhold i næsen, men her fandt de så ud af, at der er en anden type stafylokok i næsen, som bekæmper MRSA-bakterien.

De formåede at isolere den anden bakterie, der kaldes S. lugdunensis, og kunne demonstrere på mus, at den bekæmpede andre stafylokokker, herunder MRSA. Endelig testede de 187 patienter, og kun en enkelt af disse havde både S. lugdunensis og MRSA i næsen, hvilket tolkes som et klart tegn på, at de bekæmper hinanden. 

Svær at udrydde

Tyskernes studie er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature, og forskerne arbejder nu videre med at udvikle deres fund til en decideret kur mod MRSA.

Den resistente MRSA-bakterie fra svin, der også er kendt som CC398, smitter på verdensplan et meget stort antal mennesker og er utrolig vanskelig at holde ude af svineproduktionen. Ikke mindst fordi mange svin smitter hinanden, når besætninger blandes på eksempelvis slagterier.

Desuden udvikler den løbende resistens over for nye typer af antibiotika.