Samfund

Fynske gråænder er ramt af fugleinfluenza

. STEFFEN ORTMANN / Scanpix Danmark

For at undgå smitte skal 3000 gråænder aflives, efter at en besætning på Vestfyn er ramt af fugleinfluenza.

En besætning med gråænder ved Brenderup på Vestfyn er ramt af fugleinfluenza, oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Besætningen, der består af i alt 3000 ællinger, er ramt af den mindre alvorlige fugleinfluenza H7N7. Samtlige smittede ællinger skal nu aflives for at forhindre, at virus udvikler sig.

Det er Fødevarestyrelsen, der i samarbejde med Beredskabsstyrelsen afliver ænderne.

Ikke farlig for mennesker

Fugleinfluenzaen, der har ramt besætningen, er ikke farlig for mennesker, men alligevel er det nødvendigt at aflive de smittede, forklarer souschef i Fødevarestyrelsen.

- Vi betragter altid lavpatogen fugleinfluenza med alvor, fordi den kan udvikle sig til den højpatogene type. Jeg kan berolige med, at den lavpatogene fugleinfluenza ikke smitter til mennesker, siger souschef i Fødevarestyrelsen, dyrlæge Stig Mellergaard:

- Aflivning og sikkerhedsforanstaltninger sker for at forebygge yderligere problemer.

Smitten blev opdaget i forbindelse med rutinemæssig overvågning, der bliver udført som led i den danske indsats mod fugleinfluenza.