Samfund

Gadebryllup med politisk islæt: Kongen af gaden fik sin prinsesse

Formanden for hjemløseforeningen SAND, Steen Rosenquist, fik sin udkårne ved et stort gadebryllup fredag. Men vielsen havde også en politisk tone.

Da April sendte sin gode ven Steen af sted på hans bryllupsnat, hviskede han hende i øret:

- Det har været den mest vidunderlige dag i hele mit liv.

Det var store ord, vidste hun. For Steen er en beskeden mand.

Kærlighed gennem 11 år

Fredag fejrede de to tidligere stofmisbrugere og hjemløse Steen Rosenquist og Karin Winther deres kærlighed gennem 11 år ved et stort gadebryllup på Nørrebro.

Egentlig var planen en stille og rolig vielse sammen med alle deres venner fra nær og fjern.

Men det blev lynhurtigt mere end det.

Donationerne væltede ind

For da Steens mangeårige ven, April Chris, der til dagligt arbejder med PR og kommunikation, lagde en føler ud blandt sit netværk, væltede det mildest talt ind med donationer og hjælpende hænder.

Før de havde set sig om, havde Karin en spritny brudekjole og Steen et figursyet jakkesæt. Der var mad, øl, vand og champagne til 100 personer – for ej at forglemme en overdådig bryllupskage.

Der var fest og glade dage, da Karin Winther og Steen Rosenquist sagde ja til hinanden fredag.
Bryllupskagen til 100 personer.
Karin Winther fik både lagt make-up og sat håret inden vielsen.

Der var rød løber og musik, brudepuket og håropsætning. Men intet eventyrbryllup uden en eventyrlig entré.

Som en vaskeægte prinsesse ankom Karin naturligvis også i en åben karet til vielsen på Nørrebro, og Hus Forbi havde stillet lokaler til rådighed for festen, hvor der blev danset og sunget.

Bruden ankom i en karet leveret af Sydhavn Karetkørsel.

Taknemmlig for folks godvilje

April Chris, der blandt andet førte bruden op til alteret, var ovenud lykkelig over det store engagement, som folk havde vist.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Der blev jeg taknemmelig for folks godvilje. Det viser bare, at det ikke handler om politiske overbevisninger, men at der er folk derude, der vil noget godt, fortæller hun til TV 2.  

Politisk islæt

Men selvom brylluppet stod i kærlighedens tegn, var den ikke uden et politisk islæt.

Steen Rosenquist er nemlig formand for hjemløseforeningen SAND, og i stedet for at skrive en tale til sin nybagte brud, valgte han at holde en tale for gadens folk.  

Steen Rosenquist fik også sagt et par politiske ord under brylluppet.

For der er nemlig særligt noget, der skærer i hans hjerte - kontanthjælpsreformens krav om gensidig forsørgerpligt, der blandt andet betyder, at ægtepar med fælles bopæl får en forringelse i den offentlige ydelse. 

- Vi har hver vores lejlighed, og det beholder vi jo, for ellers bliver vi straffet økonomisk på det. Det er jo noget, der gør ondt i mit hjerte, at der står lejligheder mere eller mindre halvtomme, og jeg ved, at der står masser på ventelister til lejligheder, der er til at betale, så det gør rigtig ondt, forklarede han til TV2 LORRY fredag.

Samler ind til bryllupsrejsen

Efter festen drev Steen Rosenquist og Karin Winther afsted mod Hotel Arthur, der havde doneret et værelse, hvor parret kunne tilbringe bryllupsnatten sammen.

Bryllupsrejsen er man også i færd med at samle ind til - en tur rundt i Danmark med campingvogn kan det forelskede par se frem til.