Samfund

Kæmpe brøler: Over 5 mio danske CPR-numre leveret til kinesisk firma ved en fejl

Arkivfoto

Det var en anbefalet forsendelse fra Statens Serum Institut til Danmarks Statistik der ved en fejl blev afleveret til Chinese Visa Application Centre.

Godt fem millioner danske CPR-numre og helbredsoplysninger blev ved en fejl leveret til kinesisk visummyndighed. Det skriver Datatilsynet i en afgørelse på sin hjemmeside.

Det var Danmarks Statistik der den 18. februar 2015 orienterede Datatilsynet om, at en anbefalet postforsendelse fra Statens Serum Institut (SSI) til Danmarks Statistik ved en fejl var blevet afleveret til Chinese Visa Application Centre. Brevet, som indeholdt to cd’er med data, var åbent, da Danmarks Statistik modtog det.

De to cd’er indeholdt data om 5.282.616 personer bosat i danske kommuner mellem 2010 og 2012. Cd’erne indeholdt oplysninger om personnumre og helbredsoplysninger, men ikke navn og adresse. Cd’erne var ikke krypterede, og det kritiserer Datatilsynet nu.

Ifølge Datatilsynet har det kinesiske visumcenter dog ikke kigget i materialet. Denne oplysning bekræfter det kinesiske visumcenter overfor TV 2.

- Det er et grufuldt eksempel på, hvor nemt data kan havne i de forkerte hænder, men det gode i sagen er, den dataansvarlige myndighed har fået en erklæring om, at den person, der har modtaget brevet ikke har kigget på data, siger Lena Andersen, kontorchef i Datatilsynet.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har ingen kommentarer, da hun er på ferie. Statens Serum Institut henviser til Sundhedsdatastyrelsen. Et nystartet institut, der ikke kan kontaktes i sommerferien.