Samfund

Dyrepassere i chok: Giraffen Mgala blev kvalt under fodring

Hungiraffen Mgala døde, da hun fik hovedet viklet ind i en foderautomat og gik i panik.

Tirsdag morgen skete der et tragisk dødsfald i Odense Zoo blandt dyrene. Under morgenfodringen fik den otteårige giraf Mgala hovedet i klemme mellem to kæder og blev kvalt.

- Vi har nogle loftophængte foderautomater, hvoraf den ene hang i en dobbeltkæde. Mgala har spist af foderautomaten i otte år, så det var ikke, fordi hun ikke var vant til det, siger Odense Zoos administrerende direktør, Jens Odgaard Olson, som kalder det et sort uheld.

Da uheldet skete, var en gruppe morgengæster netop kommet ind til girafferne. Gæsterne blev dog hurtigt gennet ud, og dyrpasserne forsøgte at hjælpe giraffen, der havde fået hovedet viklet ind i kæderne, og derfor var gået i panik. Mgala døde dog i løbet af to til tre minutter.

- Det hele gik meget hurtigt. Og det er klart, at dyrepasserne er meget chokerede over det, der er sket, forklarer den administrerende direktør.

Advarer andre zoologiske haver

Den zoologiske have har nu taget foderautomaten ned, og den kommer ikke op at hænge igen, inden man har fundet en løsning, som ikke potentielt kan koste girafliv.

- Vi er nu gået i gang med at informere de andre zoologiske haver, som også har samme foderautomater, om uheldet, siger Jens Odgaard Olson til TV 2.