Autist: Pokémon-spil har fuldstændigt ændret mit liv
For nogle autister og folk med ADHD er den nye landeplage meget mere end en dille - det er det skub, der får dem ud blandt andre mennesker.
Tusindvis af danskere er sprunget på bølgen og render rundt på gaderne med deres mobiltelefon og jager Pokémon’er.
Men for en speciel gruppe danskere er det nye spil mere end en dille: For mange autister og folk med ADHD har spillet nemlig betydet et stort løft i livskvaliteten.
- Mit liv har forbedret sig med 10 og opefter. I millionklassen, siger 21-årige Martin Klokmose fra Skive. Han lider af autisme og ADHD og har altid haft problemer med at være ude blandt andre mennesker. Men spillet Pokémon GO, som han downloadede for en uge siden, har fået ham på gaden.
Og han nyder det.
- Førhen kunne jeg ikke klare at være ude. Førhen ville jeg gå i stress ved bare at stå her. Det gør jeg ikke mere, nu er jeg et mere frit og glad menneske. Det har ændret mit liv fuldstændigt, siger han under en intens Pokémon-jagt i det centrale Skive.
"Det er ret stort"
Og han er langt fra den eneste. Hos Landsforeningen Autisme er begejstringen til at få øje på:
- Det er revolutionerende. Vi har fået børn ud af husene, der måske normalt ville sidde og chatte lidt på internettet eller bare ville bruge hele dagen på at se TV. Så det er ret stort, siger landsformand Heidi Thamestrup fra Landsforeningen Autisme.
Og helt tæt på Martin Klokmose i Skive kan hans gode ven Rene Kirk Poulsen også mærke, at Martin har ændret sig:
- Jeg har kunnet mærke den forskel, at Martin er blevet meget mere rolig. Meget mere udadvendt og nemmere at snakke med. Det er blevet rigtigt rart at være sammen med ham på mange andre måder, siger Rene Kirk Poulsen.