Samfund

Frygtede de sluttede sig til IS: Forsvundne pigers hjemkomst giver dansk far håb

Faderen til to søstre, der er forsvundet fra Danmark, er positiv over, at to andre danske piger nu er vendt hjem.

At to danske piger, der angiveligt havde forladt Danmark for at tilslutte sig terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien, nu er vendt hjem, giver håb for dansk/tyrkiske Yasar Olgun fra Brøndby.

Siden maj måned har hans to døtre på henholdsvis 19 og 24 år været savnet, og han frygter, at de vil tilslutte sig terrororganisationen Islamisk Stat.

Samme frygt havde forældrene til de to 18-årige danske piger, som nu er hjemme igen. 

- Det giver mig mere håb, at de er vendt hjem. Jeg er sikker på, at mine døtre også kommer hjem, siger Yasar Olgun til TV 2.

I nødråb på tyrkisk tv

Uden at informere deres familie rejse Yasar Olguns døtre i slutningen af maj til Tyrkiet. Faderen fulgte senere efter i håbet om at finde de unge kvinder i Istanbul, men uden held, så på tyrkisk tv appellerede han om hjælp til at lokalisere døtrene.

- Jeg tror, de er i IS eller måske en lignende gruppe, sagde Yasar Olgun dengang til den tyrkiske tv-kanal Show TV.

I tiden op til, at søstrene rejste fra Danmark, læste de ifølge faderen arabisk og Koranen hos en palæstinensisk kvinde. Og Yasar Olgun mener også, at kvinden er indblandet i, at søstrene forlod Danmark.

- Vi tror, hun spiller en rolle, fordi før pigerne forsvandt, blev hun anholdt på vej ind i Tyrkiet, og sendt retur til Danmark, hvor hun nu selv er forsvundet.

- Jeg mistænker hende for at have presset dem til at gøre det, sagde Yasar Olgun tidligere på måneden.

Layla og Hassall på henholdsvis 24 og 19 år mistænkes for at have forladt Danmark for at drage i hellig krig for terrororganisationen Islamisk Stat. Deres far, den dansk-tyrkiske Yasar Olgun, har siden slutningen af maj ledt efter dem i Tyrkiet.

Håber på hjemvendte piger hjælp

Selvom flere mennesker efter Yasar Olguns optræden på tyrkisk tv efterlyste søstrene på sociale medier, er det endnu ikke lykkedes faderen at finde dem.

Derfor håber han nu, at de to hjemvendte danske piger kan hjælpe ham med at finde sine døtre. 

- Hvis de er rigtig venlige, så kan de eksempelvis forklare os, hvor mine døtre er. De skal bare sige en adresse, og vi skal ikke nævne deres navne

Men ifølge Yasar Olgun er de to piger ikke villige til at sige noget om sagen. 

Hvordan har du det med det?

- Jeg har det ad helvede til. Jeg tænker, at de også er mennesker. Så de kan være venlige at hjælpe os.

- Jeg er næsten 100 procent sikker på, at de godt ved, hvor mine døtre opholder sig i Istanbul, siger han.

Ni personer vil tilslutte sig IS

Københavns Politi bekræfter over for TV 2, at de to danske piger er tilbage i Danmark, men har ikke yderligere kommentarer til sagen, som de nu efterforsker.

Som TV 2 tidligere har kunnet fortælle er mindst ni personer - heraf otte kvinder - fra Vestegnen, der er rejst fra Danmark for at tilslutte sig IS.