Samfund

Feriestart med heftig hovedpine: Så mange har problemer på flyturen

Ifølge et nyt studie oplever hver 12. passager kraftig hovedpine på flyveturen. Du kan dog selv gøre noget for at mindske problemerne.

Mens mange forventningsfulde danskere i disse uger sætter sig til rette i flysædet, risikerer flere at få sig en ubehagelig overraskelse i form af hovedpine, når motorerne tændes.

Det viser et nyt forskningsstudie fra Aalborg Universitet, som konkluderer, at hver 12. rejsende oplever flyrelateret hovedpine.

Hovedpinen, der både er kraftig og pulserende, varer op til en halv time og opstår typisk i forbindelse med take-off og landing.

Den flyrelaterede hovedpine er defineret ved ikke at vare længere end 30 minutter, men der er endnu ikke noget stort overblik over, præcis hvorfor den opstår, siger Sebastian Bao Dinh Bui, der sammen med Torben Petersen står bag studiet.

- Der er ikke helt klarhed over, hvorfor den flyrelaterede hovedpine opstår, men det kan hænge sammen med ændringer i kabinetrykket. Op til 95 procent af de adspurgte i vores undersøgelse mente nemlig, at netop ændringer i kabinetrykket kunne være årsagen til deres hovedpine under flyrejsen, siger Sebastian Bao Dinh Bui.

Højderelateret hovedpine giver øget risiko

Studiet fra Aalborg Universitet viser, at højderelateret hovedpine som eksempelvis den, der opstår i bjerge, er et tegn på øget risiko for også at få den flyrelaterede hovedpine.

Til gengæld har migrænepatienter ikke grund til ekstra bekymring

- Vores studie viser, at der ikke er en sammenhæng mellem fortilfælde af migræne og flyrelateret hovedpine. Med andre ord har migrænepatienter ikke en større risiko for at blive ramt af flyrelateret hovedpine end andre, lyder det fra Sebastian Bao Dinh Bui og Torben Petersen.

Et nyt studie er for øjeblikket ved at undersøge, hvorfor den flyrelaterede hovedpine opstår, men selvom forskerne endnu ikke har svaret, kan du selv gøre noget for at forhindre en dårlig start på ferien.

- Hvis man ved, at man har en tendens til at få flyrelateret hovedpine, eller man eksempelvis har problemer med bihuler eller er tilstoppet som følge af forkølelse eller andet, er det en god ide inden flyturen at drikke rigeligt med vand og så tage triptaner (stof i migrænemedicin, red.) eller paracetamol (smertestillende medicin, red.) 30 minutter inden take-off og landing, lyder rådet fra Sebastian Bao Dinh Bui og Torben Petersen.