Terror i Nice

TV 2 sportsvært stod 15 meter fra afspærring: Vi løber og løber og løber

TV 2-vært så lastbil køre gennem afspærring i Nice. Det var ikke et uheld, men bevidst kørsel, siger Thomas Kristensen.

TV 2’s sportsvært Thomas Kristensen befandt sig torsdag aften blot 15 meter fra den afspærring, som en lastbil torpederede på den berømte promenade i Nice i Frankrig under den franske nationaldag, Bastille-dagen. Der er rapporter om mange dræbte og kvæstede. 

- Den kørsel virkede så påtaget – jeg har godt nu også hørt, at nogen taler om et trafikuheld. Det var det ikke – det der var bevist kørsel, og den (lastbilen, red.) fortsatte med at køre igennem, da den møder den første modstand. Det var voldsomt, siger Thomas Kristensen.

Da TV 2 taler med ham er han sammen med sin familie kommet cirka 15 kilometer væk fra begivenhederne på promenaden i centrum af Nice sammen med sin familie.

- Jeg stod sammen med min familie – vi havde været inde i Nice og spise og havde stået og nydt det her fantastiske fyrværkeri. Der var feststemning og alle var glade. Og pludselig – faktisk samtidig med, at der sker et fyrværkeri længere inde på kysten – så lyder der et andet brag, og det er lastbilen, der kører gennem afspærringen. Det splitsekund fra den rammer den afspærring – det er et af de længste, jeg nogensinde har oplevet i mit liv.

Thomas Kristensen fortæller, at afspærringen er ligesom man kender det fra koncerter eller fra Tour de France.

- Det er jo ikke noget, der holder igen, hvis der kommer en lastbil. 

- Folk råbte bombe og angreb

Ifølge Thomas Kristensen begynder folk omkring ham at råbe ”bombe” og ”angreb”, hvorefter de hundredvis af mennesker, der befinder sig på gaden, går i panik og begynder at løbe væk fra området:

- Vi løber og løber og løber. Vi var syv personer i alt – vi kommer ind i en sidegade og alle råber og skriger og vi bliver bare ved med at løbe i retningen mod vores der, hvor vores bil holder. Alle springer op fra restauranter og cafeer og løber ind i lokalerne. Det er panik, og man venter ligesom på, om der kommer mere nu – kommer der et brag.

- Nogle gik helt forstenet

Familien gik efterfølgende flere kilometer for at komme tilbage til deres bil.

Lastbilen, der kørte gennem afspærringen i Nice

- Folk græd – folk med småbørn. Forældre. Alle græd. Nogle råbte og andre skreg. Nogle gik helt forstenet. Da vi kom hen omkring området, hvor vores bil holdt – og selv nede i parkeringskælderen sad folk som forstenet i deres biler.

Da familien kørte ud af Nice var der i modsatte retning politi, brandbiler og ambulancer på vej ind mod promenaden, hvor tusindvis af mennesker fejrede den franske nationaldag.

Familie gemte sig bag palme

Et andet øjenvidne Lars Impgaard Nielsen, der også arbejder på TV 2, befandt sig også på promenaden i Nice for at se fyrværkeri – cirka 10 minutter til et kvarter efter fyrværkeriet stoppede, begyndte folk at løbe, og der opstod kaos, fortæller han.

- Jeg befinder mig 500 meter fra lastbilen, hvor lastbilen er kørt ind i barrieren. Heldigvis bor jeg 25 meter derfra. Og ud af vinduerne kan vi se, at der er total kaos på gaden. En familie - en far og mor med to små børn - gemmer sig bag en palme. Nogle flygter over et rækkeværk til en karrusel. Der er total kaos. Der er en masse politi, som render rundt, og alle skal smide tøjet og lægge sig ned på jorden.

Undenrigsminsiteriets Borgerservice kalder på det sociale medie Twitter hændelsen i Nice for et angreb. De opfordrer alle danskere i området til at følge de lokale myndigheders anvisninger: