Veteran efter dobbeltdrab: Tragisk og forudsigeligt

Veteranalliancen kræver, at der i højere grad bliver taget hånd om veteraner fra Balkankrigene, efter en 42-årig veteran tirsdag blev sigtet for drab.

- Hvor er det tragisk, og hvor er det forudsigeligt. Det er utilgiveligt, hvad han har gjort, men det vidner også om, hvor presset og syg, han har været.

Det siger talsmand for Veteranalliancen, Claus Stenberg, onsdag morgen til TV 2, efter at den tidligere Balkan-soldat, 42-årige Lars Kragh, tirsdag blev anholdt og sigtet for drabet på sine forældre, Kirsten og Jørgen Kragh.

Den glemte generation

Han fortæller, at der inden for de sidste to måneder har været to selvmord, og at én person er forsvundet blandt de danske veteraner fra Balkan-krigene.

- Det er den glemte generation inden for veteraner. De første udsendte fik så omfattende psykiske skader af det, der skete på Balkan, men det er også dem, der har fået den ringeste hjælp, siger Claus Stenberg.

Han var selv udsendt på Balkan i 1993 og 1994 og lider selv af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD). Han har været selvmordstruet og hjemløs og på mange måder langt ude. Claus Stenberg fortæller, at Balkan-veteranerne er overrepræsenterede i alle statistikker for selvmord og misbrug. Hjælpen er kommet for sent - og den har ikke været god nok, mener han.

- Vi har stadig veteraner, som bor i skove, og som hutler sig igennem tilværelsen uden at få den hjælp, de har brug for. Nu skal der snart ske noget, ellers får vi flere af de her sager, advarer han.

Lyt til de pårørende

Derfor kræver Veteranalliancen flere behandlingstilbud og ressourser til veteranerne. Og så skal myndighederne lytte mere til de pårørende. Folk som nu afdøde Kirsten Kragh, der selv gik meget aktivt ind i kampen for at skaffe sin søn behandling.

- Det er som regel de pårørende, der først finder ud af, at der er noget galt. Og det er dem, man lytter mindst til. I stedet har vi eksperter og pensionerede generaler, som mener, de ved, hvad vi har brug for. Men det er dem, der har den mest perifære berøring med det, siger Claus Stenberg.

Han mener, der i højere grad skal reageres hele vejen rundt i systemet, både i psykriatrien og i kommunerne.

- Politikerne ved det. Men de har ikke råd til at gøre noget. Til at betale regningerne tilbage fra 90'erne. Det er bemærkelsesværdigt, at vi altid har råd til en krig mere, men ikke til en sengeplads.

Vil kæmpe for at ære Kirsten Kraghs minde

- Kirsten har råbt og skreget og løbet alle på dørene uden at få hjælp, siger Claus Stenberg og tilføjer, at Kirsten Kragh for et par måneder siden skrev til forsvarsministeriet og sundhedsministeriet for at råbe politikerne op.

Efter tirsdagens anholdelse holdt Veteranalliancen et møde. Her blev man enige om at kæmpe endnu hårdere for veteranernes sag. Og for at ære Kirsten Kraghs minde.

- Forhåbentlig får flere danskere øjnene op for det her og stiller krav til politikerne, siger Claus Stenberg.

Onsdag aften bliver der afholdt fakkeltog i Låsby, hvor Kirsten og Jørgen Kragh boede.