Ny Megafon-måling: 87 procent mod omskæring af drengebørn
En ny Megafon-måling vækker bestyrtelse blandt danske jøder og muslimer.
Der er massiv modvilje mod omskæring af drengebørn, som især praktiseres af jøder og muslimer.
87 procent af danskerne vil have indgrebet forbudt, før man er 18 år og myndig, viser en måling, Megafon har lavet for Politiken og TV 2. Målingen vækker bestyrtelse blandt jøder og muslimer.
- For os er omskæring en naturlig del, der er er lige så vigtig som dåben. Det er et ritual, der er vigtigt både for troende og ikketroende jøder. Det er vores kendetegn og en del af vores kultur, siger overrabbiner i Det Jødiske Samfund Jair Melchior til Politiken. Hvad vil det betyde, hvis Danmark indfører et forbud?
- Så vil jødisk liv i Danmark langsomt stoppe. Vi vil blive fremmedgjort, og man vil sætte mærkater på os. Jøder, for hvem jødedommen er vigtig, vil rejse herfra, siger Jair Melchior til Politiken.
Han mener samtidig, at et forbud vil være udemokratisk og vise, at Danmark ikke respekterer religiøse mindretal.
- Modstanderne af omskæring er ikke antisemitter, men får de held til at overbevise politikerne om et forbud, vil det være en antisemitisk handling. Det vil være en lov vendt mod jøder, siger han til Politiken og fremhæver, at der ikke er sundhedsfagligt belæg for, at omskæring skader drengene.
Imam overrasket
Imam Naveed Baig fra Dansk Islamisk Center er også overrasket over den store modstand mod omskæring, og han tror, at mange i den meget følelsesladede debat har glemt det centrale i problematikken.
- Hvad betyder det at være anderledes? Kan vi leve sammen og have forskellige kulturelle og religiøse ritualer i vores liv? Det handler om retten til forskellighed, respekten for det, der er anderledes, siger han til Politiken.
Naveed Baig kan godt sætte sig ind i, hvorfor omskæring kan vække så stærke følelser.
- Selv om jeg er uenig, forstår jeg godt dem, der siger: ’Drengebarnet skal selv have lov til at bestemme, om han vil lade sig omskære som voksen’. Jeg kan godt sætte mig ind i det samfund, hvor autonomi og personlig frihed er i højsædet. Derfor mener jeg heller ikke, det her er udtryk for manglende tolerance fra danskernes side. Det er mere et udtryk for manglende oplysning og dialog, siger imamen til Politiken.