Samfund

Regn får danskerne til at trodse terrorfrygten: Nu rejser vi til Tyrkiet igen

De seneste uger har prisen på rejser til Tyrkiet været i frit fald på grund af terrorangrebet i Atatürk-lufthavnen. Men så kom regnen.

Er der noget som kan få danskerne til at trodse terrorfrygten, så er det en sommer med regn.

De seneste uger har det danske sommervejr mildest talt været lunefuldt, og derfor er priserne på rejser til Tyrkiet eksploderet - selvom det er mindre end to uger siden at landet blev ramt af et terrorangreb.

To uger senere er alt normalt

D. 28 juni blev Atatürk-lufthavnen i Istanbul ramt af et terrorangreb, som kostede 41 mennesker livet og sårede mere end 200. Og det fik markant indflydelse på danskernes lyst til at rejse til Tyrkiet. Dagene efter terrorangrebet faldt antallet af solgte rejser til Tyrkiet - og prisen styrtdykkede.

På dette tidspunkt kunne man købe en rejse til Tyrkiet inklusiv hotel for 700 kroner. Nu har salget normaliseret sig - og det samme har prisen. 4000 kroner skal du af med, hvis du køber en rejse til Tyrkiet i dag.

-  Vi trængte til sol og sommer. Det danske vejr har ikke været fantastisk. Og så var Tyrkiet billigst. Hvad er oddsene for, at der sker noget? 

- Vi ville godt ud at rejse. Og det skulle ikke være for dyrt, lyder det fra flere danske turister inden dagens afgang fra Kastrup Lufthavn.

Tyrkiet på højde med Mallorca.

Også hos Spies er der glæde over, at danskerne trodser terrorfrygten. Faktisk sælger rejser til Tyrkiet lige så godt som flere populære, sydeuropæiske rejsemål. Det fortæller Toben Andersen, kommunikationschef hos Spies.

- Lige nu sælger vi lige så mange rejser til Tyrkiet som til Mallorca og Grækenland. Folk vil bare på ferie, siger han.

Det var især i dagene efter terrorangebet, at salget af rejser faldt.

- De første 48 timer efter terrorangrebet faldt salget. Men så begyndte det at regne. Faktisk er det en guldregn for rejsebranchen, for alt blev solgt, fortæller Lars Andersen.

Salg dykkede 80 procent

Efter terrorangrebet d. 28. juni faldt salget til Tyrkiet med 80 procent hos Star Tour. Men nu er de igen oppe på at sælge 300 daglige rejser til Tyrkiet. Det samme gælder Spies.

- Folk vil bare afsted til sol og sommer. Og heldigvis vil danskerne ikke ligge under for frygten for, at der skal ske terror. Der er større risiko for at blive kørt ned af en bil, siger kommunikationschef ved Spies, Torben Andersen. 

Og ved poolkanten i Alanya ryster familien Agerlyng-Long bestemt ikke i bukserne.

- De skal ikke bestemme, om vi skal have ferie eller ej. 

- Det eneste, vi er bange for, er børnepoolen.