Frygter hans døtre vil tilslutte sig Islamisk Stat: - Jeg skal ikke give op, jeg skal kæmpe
Yasar Olgun leder stadig efter sine døtre, som han frygter, har tilsluttet sig Islamisk Stat. Samme frygt vokser i flere og flere forældre.
Dansk-tyrkiske Yasar Olgun frygter, at hans døtre, Layla på 24 og Hassall på 19, har forladt Danmark for at drage i krig for terrororganisationen Islamisk Stat. Uden at informere familien rejste de i slutningen af maj til Tyrkiet.
Derfor tog Yasar Olgun den 28. maj fra Brøndby til Tyrkiet for at lede efter dem.
TV 2 møder den bekymrede far i Tyrkiets største by, Istanbul, efter 34 dages søgen.
- Der er intet nyt. Jeg skal kæmpe. Forsætte med at kæmpe. Jeg skal ikke give op, før jeg finder dem, siger han til TV 2.
Yasar Olgun har ledt i flere byer, været i kontakt med tyrkisk politi og menneskesmuglere og forsøgt at komme i kontakt med folk, der har forbindelse til Islamisk Stat, men uden held.
Flere bekymrede forældre
Ifølge TV 2s oplysninger er mindst otte unge kvinder fra Københavns Vestegn forsvundet fra Danmark - heraf to etnisk danske kvinder, der er konverteret til islam. De formodes alle at have tilsluttet sig terrororganisationen Islamisk Stat.
Og Yasar Olgun er ikke den eneste forælder, der lige nu frygter, at terrororganisationen Islamisk Stat tiltrækker danske unge.
Ifølge Ibas Tas, formand for det syriske-kurdiske parti PYD, bliver han kontaktet af stadig flere og flere forældre, der er bekymrede for deres børn.
- Mange lytter ikke til deres forældre. Når de er så voksne, så kan vi rette henvendelse direkte til dem. De skal vide, at det ikke er paradis, men død og ødelæggelse, de kommer frem til, siger han til TV 2.
- Vi elsker jer højt
Yasar Olguns to forsvundne døtre er meget religiøse og har i løbet af foråret læst arabisk og studeret koranen hos en palæstinensisk kvinde, der også er forsvundet. Det fortæller faren, der selv har boet i Danmark i 40 år.
Det seneste livstegn fra døtrene var en sms.
- Der stod: Vi har det godt, og vi elsker jer så højt. I skal ikke være bekymrede, siger Yasar Olgun.
Han tør dog ikke tro på, at beskeden er sendt af kvinderne selv eller om andre har skrevet den for dem.