Samfund

DF'er tordner mod Frank Jensen efter fyringer: Absurd og helt uacceptabelt

Overborgmester Frank Jensen møder hård kritik for dårlig håndtering af de 16 fyrede regnskabsmedarbejdere fra Københavns Kommune.

En usædvanlig sag om fyring af 16 fyrede ansatte i Københavns Kommune, har fået kritikken til at hagle ned over Københavns overborgmester, Frank Jensen (S). Det skriver Avisen.dk.

Som TV 2 tidligere kunne fortælle, blev en række udvalgte ansatte i Københavns Kommune sendt på et kompetencekursus. To uger før kurset var slut, fik de besked om, at at hvis de ikke bestod kurset, blev de fyret. 16 ud af de i alt 20 kursister bestod ikke kurset. De har nu alle modtaget en fyreseddel.

Det er helt uacceptabelt, mener Finn Rudaizky (DF), som er medlem af Københavns Borgerrepræsentation.

- Det, som nu er sket med Frank Jensens velsignelse, er ikke alene helt uacceptabelt, men er også med til at sætte helt nye og absurde standarder for personalepolitik, skriver han til Avisen.dk.

Finn Rudaizky argumenterer også for, at det er vigtigt, at landets største kommune behandler sine medarbejdere ordentligt. 

- Hvis man vil fyre medarbejdere, må man være voksen nok til ikke at bruge skattekroner på at skubbe dyre konsulenter foran sig, skriver han.

Overborgmester gav en kold skulder 

Sagen har også rystet Winnie Axelsen, der er formand for HK Kommunal Hovedstaden. Det har rystet HK Kommunal Hovedstaden så meget, at de lægger sag an mod Københavns Kommune.

- Det her en skrækkelig sag. Jeg har aldrig i mine 15 år som formand oplevet noget lignende i nogle af de 28 kommuner, som jeg har kendskab til, siger Winnie Axelsen til Avisen.dk.

For en måned siden havde Winnie Axelsen et møde på 45 minutter med Frank Jensen. Forud for mødet havde hun forklaret, at hun ikke ville tale med ham om de konkrete fyringssager, da han næppe kunne gå i detaljer med dem. I stedet skulle mødet handle om, hvordan kommunen i fremtiden kunne sørge for en ordentlig og anstændig kompetenceudvikling.

Men på mødet fik Winnie Axelsen den kolde skulder.

- Frank Jensen var fuldstændig afvisende over for mine argumenter, siger hun til Avisen.dk.

-  Jeg spurgte ham: "Kan man ikke i så stor en kommune som København finde andre job til de afskedigede?" Hertil svarede han: "Jeg er ikke interesseret i at eksportere dårlig arbejdskraft til andre steder i kommunen".

Ombudsmanden skal ind i sagen

Finn Rudaizky håber, at Ombudsmanden vil gå ind i sagen med de 16 fyrede.

- Som måske bekendt fik Frank Jensen en alvorlig påtale af Ombudsmanden, da Frank Jensen, uden stillingsopslag, ansatte en stribe af socialdemokratiske partifæller i sin forvaltning, siger Finn Rudaizky til Avisen.dk og fortsætter:

- Det ser bestemt ud som en reel mulighed, at Ombudsmanden endnu engang kommer til at kritisere Frank Jensen. Jeg håber virkelig, at Ombudsmanden af egen drift går ind i sagen om masse-afskedigelserne samt deres mystiske forløb.  

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Frank Jensen, da han holder ferie. Dog har en af hans topembedsmænd sagt, at kommunen havde behov for at give de udvalgte medarbejdere et kompetenceløft på grund af en række forbedringer på regnskabsområdet.

I takt med at nogle af de udvalgte medarbejdere ikke kunne matche kompetencekravene, har kommunen været nødt til at tage afsked med dem, skriver han til Avisen.dk.