Samfund

Salg af nye elbiler er styrtdykket: Afgifter skræmmer folk væk

Regeringen besluttede i oktober at indfase afgifter på elbiler, der ellers har været fritaget. Siden 1. januar er salget mere end halveret.

Salget af elbiler i Danmark er gået i stå. Det viser nye tal for første halvår af 2016 fra de danske bilimportører.

Efter den politiske beslutning om at indfase afgifter på elbiler sidste år var forventningen, at der i 2016 ville blive solgt 1800 elbiler, men siden nytår er der kun solgt 206 nye elbiler mod 1206 i samme periode sidste år. Det sker, selv om det generelle bilsalg er rekordhøjt.

Lærke Flader, der er branchechef i Dansk Elbil Alliance oplyser, at faldet sker på trods af, at der er kommet flere elbilmodeller på markedet med en længere rækkevidde, der passer til de fleste folks behov.

- Blandt andet derfor er det bemærkelsesværdigt, at vi stadig her seks måneder inde i året har så lavt et salg, og jeg kan ikke finde andre forklaringer, end at man har pålagt elbilerne afgift, og at man har undervurderet den psykologiske effekt heraf.

- Folk hører kun: Afgifter

Regeringen indfaser afgifterne på elbilerne over flere år og har lavet et bundfradrag i 2016 og 2017, så de mindre elbiler ikke bliver dyrere end de var i 2015.

Brintbiler fritaget for afgifter

Med indfasningen af afgifter blev der indført et bundfradrag i registreringsafgiften på op til 10.000 kr. i 2016 og 2017 pr. elbil.

Afgiftsfritagelsen for brændselscellebiler, herunder brintbiler, bliver fastholdt indtil 1. januar 2019 og udvides til at gælde alle typer brændselsceller.

- Men det folk hører er, at der kommer afgifter, og det bremser salget, siger Lærke Flader.

Hun mener, at Danmark har brug for en omlægning af bilbeskatningen som helhed, så man beskatter co2-udledningen fra bilerne i stedet for prisen på elbilen, som man f.eks. har gjort i Norge.

­- Det handler om, at Danmark er nødt til at sende mere elbil-venlige signaler, for opfattelsen i Danmark og andre steder er, at DK fører en elbil-fjendtlig politik, selv hvis det ikke var det, der var intentionen, siger hun og fortsætter:

- Elbilsalget er gået i stå, og der er brug for nogle tiltag nu og her. Vi håber, at politikerne til august vil sætte sig sammen og revurdere bilaftalen, så vi kan få gang i salget igen.

Lærke Flader gør også opmærksom på, at det samlede antal elbiler i Danmark er holdt op med at stige, fordi gamle biler skrottes uden at blive erstattet af nye.

Venstre forventede fald i salg af elbiler

Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre indgik i oktober 2015 en aftale om afgifter for elbiler, der i 2020 skal være omfattet af fuld registreringsafgift.

Og ifølge Louise Schack Elholm, der er skatteordfører i Venstre, kommer udviklingen i antallet af nye solgte elbiler ikke bag på hende.

- Det overraskede mig, at der umiddelbart efter, vi havde indgået aftalen sidste år, blev købt så mange biler lige inden nytår. Det betød, at vi skulle ud at finde ekstra finansiering. Så derfor har jeg haft en forventning om, at det (bilsalget, red.) ville falde dramatisk, for når folk køber så mange elbiler i de sidste måneder af sidste år, så er det jo alle dem, der har tænkt sig at købe bil det næste halve år.

Hun mener ikke, at det faldende bilsalg udgør et problem, men Venstre vil følge med i udviklingen:

- For det er jo ikke meningen, at salget af elbiler skal gå helt i stå, men på nuværende tidspunkt er jeg ikke indstillet på, at vi skal ændre på aftalen på nogen som helst måde.

Skat i 2015: Tegn på mindre gennembrud for elbiler

Fra skatteministeriet lød det, at der var tegn på, at elbiler ”står over for et mindre gennembrud i Danmark,” og at der derfor ikke var behov for samme lempelige vilkår som tidligere, hvor elbilerne var fritaget for afgifter.

- Jeg glæder mig over, at det er lykkedes regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget at skabe ro om rammevilkårene for elbiler fremadrettet. Det er sket i 11. time, men vi har fundet en god løsning, der balancerer hensynet til fortsat udbredelse af elbiler i Danmark, hensynet til statskassen, samt hensynet til ret og rimelighed på bilmarkedet, sagde skatteminister Karsten Lauritzen (V) i oktober sidste år.