Samfund

Søstre frygtes i Islamisk Stats varetægt: - De begyndte at klæde sig i sort

Hamit Kucuk bor i Kisumparken, og kendte de to søstre, som ifølge TV 2s oplysninger er rejst til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat.

Inden for de seneste måneder er mindst ni piger - otte af dem fra Københavns Vestegn - taget til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat, ifølge TV 2s oplysninger. 

To søstre blev forleden efterlyst på tyrkisk tv af en desperat dansk-tyrkisk far, som frygter, at hans døtre er rejst til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat.

Nabo: De hilste ikke længere

I Kisumparken lagde en nabo mærke til, at de to søskende ændrede adfærd for nogle måneder siden. Hamit Kucuk har boet i Kisumparken i 20 år og han har aldrig oplevet hverken religiøs fanatisme eller utryghed. Men noget ændrede sig hos de to piger:

- Normalt hilser de på mig. Men siden de begyndte at gå helt tildækket i sort tøj, så stoppede de også med at hilse, siger han til TV 2. 

- Det var jeg ret chokeret over.

Radikaliseret i en lejlighed

Ifølge flere medier gik pigerne til koranundervisning i en lejlighed i Kisumparken. Og det er her, flere mistænker at radikaliseringen af de to søskende er fundet sted. 

- De sagde, at de lærte om koranen derovre. Men det var vist ikke det de lærte. Det var noget andet, konstaterer Hamit Kucuk.

- Det er så synd for forældrene, siger han.

Far mistænker palæstinensisk kvinde 

Yasar Olgun - faderen til de to døtre - siger selv, at han mistænker en palæstinensisk kvinde for at være indblandet i pigernes forsvinden.

- Vi tror, hun spiller en rolle, fordi før pigerne forsvandt, blev hun anholdt på vej ind i Tyrkiet og sendt retur til Danmark, hvor hun nu selv er forsvundet, siger han. 

- Jeg mistænker hende for at have presset dem til at gøre det.

De frygtes at være på vej til Syrien for at tilslutte sig terrororganisationen Islamisk Stat.

Faderen, der har boet i Danmark i mere end 40 år, fortæller, at hans døtre altid har været meget religiøse.  

- De har længe gået med tørklæde, men de virkede ikke ekstreme, fortæller han. 

Svært for kommunen

SSP-koordinator i Brøndby Kommune Jens Ansbjerg får jævnligt tips fra borgerne om radikaliserede unge. Men det er ekstremt svært at undersøge til bunds, fortæller han.

- Vi hører eksempelvis rygter om, at der har været et møde et sted, men det er altid fra folk, som ønsker at være anonyme. Vi prøver altid at undersøge de tips her til bunds, men det er rigtig svært.

Jens Ansbjerg fortæller, at man arbejder hårdt på at komme problemet med radikaliserede unge til livs. Han har dog svært ved at forklare, hvorfor mindst otte piger fra Københavns Vestegn formodes at have tilsluttet sig Islamisk Stat. 

- Jeg synes vi gør meget, men forhåbentlig er det her noget, vi kan lære af.

Center for Terroranalyse hos PET anslår, at omkring 135 personer er rejst fra Danmark til Syrien eller Irak for at kæmpe for Islamisk Stat. I januar vurderede PET at cirka ti procent af alle Syrienskrigere, som rejser fra Danmark, er kvinder.