Samfund

De er blevet hetzet igen og igen - men måske gør de det eneste rigtige

​Det kan være ligeså godt at opleve livet, mens du filmer eller tager billeder, som hvis du fokuserer begge øjne på begivenheden, viser nyt studie.

Oplever du livet gennem kameraet på din smartphone? Filmer du fødselsdagssangen? Snapper du den første havdukkert? Instagrammer du fra koncerten?

Så oplever du mindste lige så meget som de mennesker omkring dig, der fokuserer på at være til stede i nuet – og ikke ser verden gennem en linse eller en smartphoneskærm.

I hvert fald hvis man skal tro det nye studie fra University of Southern California, Yale University og University of Pennsylvania, ‘How Taking Photos Increase Enjoyment of Experiences’ – oversat til dansk ‘Hvordan fotografering kan øge nydelsen af en oplevelse'. Det skriver Politiken.

Ifølge avisen mener forskerne bag studiet, der er offentliggjort i tidskriftet Journal of Personality and Social Psychology, at det faktisk kan hjælpe folk til at nyde oplevelsen, når de tager billeder og videoer fra livets store og små øjeblikke.

Ny mediekultur

Fabian Holt, der er lektor i musik og events ved Roskilde Universitet, fortæller, at trangen til at vise omverdenen, at man laver noget spændende, er udpræget vigtig.

- Vi tager vores medievaner og medieforbrug med til koncert, ligesom i alle andre møder med mennesker. Den enkelte koncertgæst vil gerne kunne huske den særlige begivenhed og identificere sig med den, og derfor filmer i og tager billeder. Samtidig giver det social magt og status at fortælle omverdenen, at man er del af noget betydningsfuldt, siger han til Politiken.

Det amerikanske studie er baseret på ni forskellige undersøgelser af 2.000 personers engagement og nydelse af oplevelser – både med og uden deres smartphonekamera rettet mod oplevelsens epicenter.

Er vi nok tilstede?

Studiets resultat kan måske virke overraskende og gå stik imod de formaninger, man ellers kan opleve at få ved specielle øjeblikke eller store oplevelser.

Vær tilstede i nuet, siger din veninde måske til dig, når du filmer lysene på dit barns fødselsdagskage blive pustet ud. Mærk nu stemningen, siger din kæreste måske til dig, når du fokuserer mere på at få kameraet til at stille skarpt end på at smage på maden.

Og debatten om, hvorvidt livet skal opleves gennem telefonen er flere tage rullet ud på medierne.

TV 2 har flere gange undersøgt, hvorvidt det er dårlig opførsel at bruge sin telefon ’hele tiden’ og har sidste måned fortalt, hvordan flere kunstnere nu vil sørge for, at publikums telefoner bliver låst inden koncerter, så de ikke kan tage selfies under showet.