Samfund

Dansk far i desperat nødråb på tyrkisk tv: Hvor er mine døtre?

Faderens største frygt er, at hans døtre er på vej til at kæmpe for Islamisk Stat.

Dansk-tyrkiske Yasar Olgun fra Brøndby appellerer nu på den tyrkiske tv-kanal Show TV om hjælp til at finde sine døtre på 19 og 24 år, som han ikke har hørt fra i 36 dage. 

De to døtre rejste i slutningen af maj - uden at informere deres familie - fra Danmark til Tyrkiet. Faren frygter, at hans døtre er på vej i krig for Islamisk Stat (IS). Og derfor er han nu taget til Istanbul for at finde dem. 

- Jeg tror, de er i IS eller måske en lignende gruppe, fortæller Yasar til den tyrkiske tv-kanal, mens han viser tilfældigt forbipasserende billeder af sine døtre i håbet om, at nogle skulle have set dem. 

Palæstinensisk kvinde er mistænkt 

De to søstre skulle angiveligt have læst arabisk og Koranen hos en palæstinensisk kvinde i månederne op til deres forsvinden. Nu er alle tre kvinder væk, fortæller faren til den tyrkiske tv-kanal. 

Ifølge Yasar er der ingen tvivl om, at den palæstinensiske kvinde har været indblandet i pigernes forsvinden.

- Vi tror, hun spiller en rolle, fordi før pigerne forsvandt, blev hun anholdt på vej ind i Tyrkiet, og sendt retur til Danmark, hvor hun nu selv er forsvundet, siger han. 

- Jeg mistænker hende for at have presset dem til at gøre det.

Faderen, der har boet i Danmark i mere end 40 år, fortæller, at hans døtre altid har været meget religiøse.  

- De har længe gået med tørklæde, men de virkede ikke ekstreme, fortæller han. 

Utilfreds med dansk politi

Ifølge Sadi Tekelioglu, der er redaktør på det tyrkiske blad Kuzei, er faren forarget over det danske politi.

 Allerede dengang hans døtre forsvandt, henvendte han sig til politiet for at efterlyse sine piger. Her fik han besked om, at der skulle gå 48 timer fra hans efterlysning, til politiet kunne gøre en aktiv indsats.

Det er for lang tid, mener faren.

- Han er utilfreds med det danske politis fremgangsmåde i sagen. Han synes, de har været for lang tid om at forstå alvoren af situationen, siger Sadi Tekelioglu til TV 2.

- Hvis der ikke er en efterlysning, er det nemt at komme til lufthavnen i Istanbul og gå igennem paskontrollen og tage til den sydlige grænse til Syrien og Irak. Det er meget meget nemt.

Efterlyses på sociale medier 

Flere mennesker er efter den tyrkiske udsendelse begyndt at efterlyse pigerne på de sociale medier. 

En af dem er Elif Demir Gökce, som er mor til en pige, der tidligere har gået i klasse med den efterlyste 19-årige pige.

Her viderebringer hun hans budskab i håbet om, at pigerne vil blive fundet - mens hun samtidig sender en bøn ud i håbet om, at andre vil dele opslaget og hjælpe faderen med at finde sine døtre.