Samfund

Kioskarbejder tog en cola - dagen efter fik han en fyreseddel

Der skulle ikke mere end en dåsecola til at få en kioskmedarbejder fyret fra sit job. Han blev fanget af kioskens videoovervågning.

Der er adskillige eksempler på medarbejdere, som bliver fyret for bagateller. - Vi har de sager hele tiden, siger advokat hos Krifa.

Du skal måske tænke dig om en ekstra gang, inden du nupper en kop kaffe med hjem fra din arbejdsplads. For det kan resultere i en fyreseddel.

Tal fra Rigspolitiet viser, at flere ansatte bliver meldt for tyveri af deres arbejdsgiver

Sidste år fik politiet 1383 anmeldelser om tyveri begået af ansatte. I 2010 var det blot 925.

Fyret for en cola

Hos Krifa håndterer man disse tyverisager 'meget ofte'. Og det hænder faktisk, at en medarbejder bliver fyret for noget, som er under bagatelgrænsen.

- Vi havde et eksempel med et medlem, som blev fyret fra sit arbejde i en kiosk, fordi han i arbejdstiden havde taget en cola. Det opdagede ejeren via et overvågningskamera. Han fik heldigvis rettens ord for, at en dåsecola ikke var fyringsgrundlag, fortæller advokat hos Krifa Mathias Nielsen til TV 2.

Og eksemplet er langt fra enestående:

- Vi har også haft en sag, hvor nogle medarbejdere var i gang med at fylde varer på hylderne i et supermarked. I den forbindelse tog de en kop kaffe fra en kaffeautomat uden at have fået lov. Det blev de fyret for. Også her sagde retten, at det var under bagatelgrænsen, siger advokaten.

Det sidste eksempel på fyringer under bagatelgrænsen var en medarbejder, som fandt et antal vareprøver i en container.

- Et supermarked havde modtaget nogle vareprøver fra en leverandør. Det var blandt andet kaffeposer. Dem havde supermarkedet smidt ud, og medarbejderen tog så kaffen op af containeren og med hjem. Det fik han en fyreseddel for. Senere fik han dog domstolenes ord for, at også denne fyring var uberettiget, forklarer Mathias Nielsen.

Der er grænser

Det er dog ikke alt, man kan tillade sig at tage med hjem. Hos Krifa har man også et eksempel på et medlem, som tog lidt mere, end hvad man kunne forsvare i retssalen.

- En ansat havde taget noget software med hjem - et Windows styresystem. Han ville installere det på sin private computer. Det fyrede virksomheden ham for, fortæller Mathias Nielsen og fortsætter.

- Retten mente, at denne fyring var okay, fordi den pågældende virksomhed kunne få problemer i forhold til Microsoft, og den licens man havde. Så der var ikke rigtig noget at komme efter.

Derfor går det galt

Om en cola eller en kop kaffe skal udløse en fyreseddel, er helt op til chefen. Det er nemlig ofte dit forhold den overordnede, der afgør, om du bliver sat fra bestillingen, forklarer Mathias Nielsen. Der er nemlig ikke nogen fast regel for, 'hvor lidt' man kan blive fyret for.

- Det er ofte forholdet mellem chef og medarbejder der afgør, om du bliver bortvist. Ofte ser vi, at de medarbejdere som bliver fyret i forvejen havde et anspændt forhold til chefen, siger han.

Så hvis du godt kan lide at drikke arbejdspladsens colaer, så er der altså god grund til at smile ekstra sødt til chefen fremover.