Droner skal nedkæmpe måger: Driver familie på flugt
Måger plager nu så meget i byområder, at ny teknologi som droner og robotbiler er sat ind for at bekæmpe dem.
Det har længe været en plage for mange at duer har indtaget byerne, men nu blander mågerne sig i stigende grad i konkurrencen om menneskets domæner.
I takt med at vi sviner mere og mere og bygger tættere og tættere på kysterne, søger mågerne ind i landet. Og det gør de i så stort antal, at villakvarterer og virksomheder landet over føler sig invaderet.
Men nu er en ny kamp mod mågerne gået i gang - en krig der bliver kæmpet i luften, hvor droner bliver sat ind mod mågerne.
En af dem der er godt trætte af mågerne, er Julie Andersen fra Odense.
- Det ødelægger vores søvn om natten og især min kærestes søvn, for han har et fuldtidsarbejde, siger hun til TV 2.
- Vi vil meget gerne have et andet sted at bo, for vi er trætte af larmen fra mågerne.
Affald lokker mågerne til
Nærmest døgnet rundt lyder der høje mågeskrig i kvarteret i Odense, hvor Julie Andersen og kæresten bor. Og havfugle som måger og terner søger i stigende grad ind på menneskers domæner, lyder det fra eksperterne.
- Menneskene giver dem jo nogle muligheder for at slå sig ned uden at blive forfulgt af rovdyr, siger Morten Helholm, der er bestyrelsesmedlem i Brancheforeningen for Skadedyrsbekæmpere.
Det er blandt andet menneskers efterladte affald, der lokker mågerne til, men også nyt havnebyggeri fortrænger fuglene fra deres områder.
- Så det er klart, at når man rykker ind på mågernes territorier, så vil der også komme konflikter, siger Morten Helholm.
Ulovligt at jage måger
Det er ulovligt at jage måger i Danmark, men hvis fuglene forpester deres omgivelser, kan der opnås dispensation.
Det har de for eksempel fået i Aalborg Kommune, hvor Tech College har været plaget af måger på taget.
Her bliver kampen mod mågerne udkæmpet fra luften. Firmaet SkyLevel finder mågeredderne med droner, hvorefter en robot kvæler æggene med olie.
I kvarteret i Odense har mange snart fået nok af fuglene. I næste uge er det deres tur til at få besøg af en drone.
Måger har tilpasset sig omgivelserne
En britisk undersøgelse viser ifølge britiske Daily Mail, at måger over årene har tilpasset sig deres omgivelser i byerne ved f.eks. at overvåge og vente på folk, der runder en aften i byen af med et besøg på fast food-restauranten.
Ifølge Dr Chris Pawson fra University of the West of England, der star bag undersøgelsen, samler mågerne sig uden for eksempelvis pubber og mindre take way-steder, hvor de ved, der ofte efterlades maddaffald.
- De kommer ikke på klokkeslættet hver aften, men vores undersøgelse viser, at mågerne med tiden har lært, hvor de kan forvente at finde efterladte madrester, siger Chris Pawson til Daily Mail.