Samfund

Kirsten vidste hendes mand skulle dø - men alt det andet anede hun intet om

af

Da Kirsten mistede sin mand, var der pludselig mange ting, der skulle ordnes. Derfor var kurset 'Sidstehjælp' til stor gavn.

I sommeren 2012 døde Kirsten Kristensens mand. Han blev 66 år og døde efter halvandet år med modermærkekræft. Og selvom Kirsten Kristensen har arbejdet i mange år som sygeplejerske, var der alligevel mange overvejelser omkring døden og hendes livet efter hans død, der kom bag på hende.

Overvejelser omkring, hvordan Bent skulle dø, hvorhenne, i hvilket tøj – og hvad skulle der ske med deres forsikringer, hus og bil?

Der er ingen at komme hjem til og ingen, der siger: ”hvad skal vi have at spise i aften?”

Kirsten Kristensen, mistede sin mand på 66 år. 

- Vi er ikke så gode til at tale om døden. Den er blevet fremmedgjort, og det kan være skræmmende. Og oveni er der en masse ting, som man ikke kan forestille sig, at man skal tage stilling til, fortæller Kirsten Kristensen.

Kursus om døden

Da Bent døde oplevede Kirsten Kristensen, at der var mange ting, som kom som en overraskelse - både praktisk og følelsesmæssigt. Derfor mener hun også, at kurset ’Sidstehjælp’ endte med at være til stor gavn for hende – både før og efter.

- Sidstehjælp er et virkelig godt tiltag. Man får noget at vide om rettigheder og de fysiske faser hos den døende, som kan hjælpe en med at forstå det, som man oplever, når man er sammen med døende. Derudover snakker man om afmagt og sorg, og de processer som man oplever, fortæller Kirsten Kristensen, der fortsat har fulgt kurserne efter hendes mands død.  

- Man skal forstå, at det er et tab uden lige. Det er som en amputation. Der er ingen at komme hjem til og ingen, der siger: ”hvad skal vi have at spise i aften?” Det er så gennemgribende en forandring i ens liv, at det er ubeskriveligt. Derfor tror jeg også, at det er vigtigt, at man ved, at det man gør, er det rigtige, og hvilke muligheder, man har er, tilføjer Kirsten Kristensen.

Kurset ’Sidstehjælp’ sætter fokus på at skabe erfaring omkring døden, så den enkelte er bedre forberedt på, hvad der møder én, når man en dag står i situationen. Ifølge psykolog og initiativtager Niels Peter Agger er det vigtigt, at der bliver talt åbent om døden:  

- Døden er ikke en sygdom, men en enorm stor del af et levet liv. Det er vigtigt, at vi taler åbent om det, og jo tidligere man begynder åbenhedsprocessen jo bedre, siger Niels Peter Agger.

Snak om døden kommer for sent

Kirsten Kristensen stiftede første gang bekendtskab med døden, da hendes bedstefar døde, da hun var omkring otte år. Nu er hun 69 år, men alligevel husker hun oplevelsen meget tydeligt:

- Jeg kan huske, at han lå i et udhus, for han skulle jo ligge koldt. Jeg kan huske, at han var bleg, og at jeg kunne tydelig se, at han var død. Det var naturligt, men også lidt skræmmende. Det er mærkeligt, at efter så mange år, så står oplevelsen stadig meget tydeligt i min erindring, siger Kirsten Kristensen og tilføjer:

- Vi troede vi skånede vores treårige barnebarn ved ikke at vise hende Bent, da han var død, men efterfølgende sagde vores præst, at det skulle vi have gjort. Vi er ikke så gode til at tale om døden. Den er blevet fremmedgjort, og det kan være skræmmende, fortæller Kirsten Kristensen.

Ifølge Niels Peter Agger viser undersøgelser fra Foreningen for Palliativ Indsats da også, at danskerne helst ikke vil tale eller tænke på døden. Faktisk er vi i gennemsnit 33 år gamle, før vi kommer tæt på mennesker, der dør. Derfor er det er meget svært at få erfaringer omkring livets afslutning, fordi det på mange måder er skubbet langt væk. 

Men en dag bliver døden aktuel for alle, og derfor mener psykolog Niels Peter Agger, at der er flere måder, hvorpå man kan imødekomme nogle af de svære snakke og tanker, som man selv – eller andre kan gå med, når man mister en man holder af.

Sådan tackler du nemmere døden

  1. Åbenhed

    Tag en snak omkring døden og forsøg at skabe åbenhed omkring det. Det er en jo balance, og så er vi tilbøjelige til at ikke at snakke om det. I USA er der koncepter, som man på dansk kan kalde ”tag døden med til middag”, hvor folk samles over middage og snakker om, hvad de tænker omkring døden og hvad, der bekymre dem. Jo tidligere man begynder åbenhedsprocessen – jo nemmere. 

  2. Tal om begravelsen

    Hvis du kender en, der er syg – eller en der måske snart skal dø, så kan man begynde at snakke om døden ved at snakke om de praktiske ting – som for eksempel begravelsen. Flere er begyndt at lave bøger, hvor den døende kan udfylde sin sidste vilje, og her kan de skrive, hvordan de ønsker begravelsen skal finde sted med alt fra tøj, salmer osv. Det åbner en dialog omkring døden på en anden måde. 

  3. Den sociale død

    Den døende går gennem flere forskellige faser, før de dør. Og en af dem er, hvad man kalder den sociale død. Dette er en fase, hvor den døende mister interesseren for omverden, og det er vigtigt, at de pårørende er opmærksomme på det. En ide kan være, at man inden denne fase laver en middag for alle venner og familie, hvor man kan tage afsked på en god måde, hvor den døende stadig er mere til stede. Det er en god måde at få sagt ordentlig farvel for alle. 

  4. Snak med en præst

    Der er mange, der har brug for at snakke med en præst – eller andet tilsvarende afhængig af, hvilken religion, som man nu tilhører – når døden kommer tæt på. Præster er nogle af de mennesker, som arbejder mest med netop død og alle spørgsmålene omkring det. Samtalen kan også sagtens tages med en psykolog. 

  5. Historier til eftertiden

    En ting, der kan være god for både den døende og de pårørende kan være ’værdighedsterapi’. Terapien fungerer som et forløb, hvor den døende kan fortælle sin livshistorie og erfaringer, som herefter bliver videreformidlet til de pårørende. På den måde får den døende mulighed for at videregive sit liv, og de pårørende har fortællingen til tiden efter, hvor det måske kan hjælpe på sorgen og forståelsen. 

  6. Forstå den døende krop

    Fysiologisk sker der en masse ting, når kroppen er ved at dø. Niels Peter Agger fortæller, at mange på ’Sidstehjælp’ kurserne giver udtryk for, at de ville ønske, at de havde vidst mere omkring, hvad der fysisk sker, når en person er ved at dø. For eksempel bliver huden meget sensitiv og øm for den døende, så hvis de trækker hånden til sig, er det ikke nødvendigvis en afvisning. At forstå, hvad der fysisk sker med den døende, kan have en stor betydning for de sidste dage - og den generelle forståelse af døden.

  7. Ignorer aldrig

    Folk bliver ofte nervøse, når de møder en, der skal dø, fordi det minder os om, at vi også selv en dag skal dø. Men det værste man kan gøre er at ignorere og trække sig, når afskeden nærmer sig. Niels Peter Agger fortæller, at der er mange historier med folk, der fortæller, hvor hårdt det var, at folk ikke ønskede at snakke med dem om det, der fyldte allermest.

    Fortællinger som: "Det gjorde ondt at se, hvorledes mange af vores venner flygtede over på det modsatte fortov, når vi gik de sidste indkøbsture – og det var slet ikke rart, at alle skyndte sig væk fra kassen, når vi skulle betale".

    - Derfor – sørg for at spørge ind uden at virke presserende. 

For Kirsten Kristensen har oplevelsen med manden gjort, at hun er begyndt at overveje flere fremtidige ting – for eksempel, hvor hun selv ønsker at dø.

- Sidenhen har jeg selv tænkt, hvordan jeg gerne vil dø. Der er langt penge til side til vedligeholdelse af en gravsten, og så vil jeg gerne på et hospice, hvor folk er dygtige, og ved hvad de laver – mens der er ro og smukke omgivelser, siger Kirsten Kristensen.