Brexit

Frygter et splittet Europa efter Brexit: Nu er hans advarsel delt 2400 gange

Niels Aalbæk Jensen skrev efter Brexit et Facebook-opslag om farens oplevelse af Europa under Anden Verdenskrig. Nu er opslaget delt 2400 gange.

Niels Aalbæk Jensen fra Sorø satte sig forleden til tasterne og skrev et opslag på Facebook. Et opslag, der i skrivende stund er delt flere end 2400 gange og har fået flere end 6600 likes. Et opslag med afsæt i det britiske Brexit, der starter med ordene:

”Vedrørende for eller imod EU? Jeg bærer på en historie min far fortalte. Han var modstandsmand og blev taget til fange i de sidste måneder af anden verdenskrig. Derefter blev han ført til Frøslevlejren og videre med kvægtransport til Dachau ved München, som ligger i det sydlige Tyskland. Undervejs så han et Tyskland bombet til ukendelighed. Som han sagde ”Alt var bombet ned til 1½ meters højde”. Det var det syn han ønskede at videregive og sagde: ”Aldrig må det ske igen og det eneste der kan forhindre dét, er et forpligtende fællesskab mellem de europæiske lande”. Han sagde: ”Uanset om det så koster 100 milliarder om dagen i spildte penge på korruption, latterlige EU regler, krumme agurker, bureaukrati og andre tåbeligheder, så er det INTET, INTET i sammenligning med et Europa hensat i nationalstaternes vold.”

Opslaget fortsætter:

”Min far lærte mig, at ligegyldigt hvad, så er fred mere vigtigt end alt andet. Nu er briterne på vej ud af EU. Trump er på vej til at blive præsident i USA. Le Pen ligeså i Frankrig. Putin er allerede i Rusland. EU er i krise og hver fjerde dansker stemte på Morten Messerschmidt og hans ultra-nationalistiske Dansk Folkeparti! (ved Europa Parlaments-valget, red.)”

- Politikerne har gelmt fortællingen

Niels Aalbæk Jensen uddyber over for TV 2 præcis, hvad det er hans frygt går på:

- EU er for mig så vigtig end del af den fred, som vi har haft i årtier nu i Europa. Brexit er for mig et klart udtryk for det, vi ser så mange steder i Europa – og også herhjemme. Politikerne har ganske enkelt glemt den fortælling, der var tæt på at lægge hele Europa i ruiner. De har glemt, hvor vigtigt det civile ben er for at bevare freden.

- Om et år kan Donald Trump være præsident i USA, Marine Le Pen i Frankrig og Putin er det allerede i Rusland. Oveni det står vi med et EU, der er ved at falde fra hinanden. Det er altså kun om 12 måneder. Det er en cocktail, der er så giftig, at det er en alvorlig trussel mod verdensfreden. Vi skal ikke glemme, at Hitler oprindeligt var demokratisk valgt. På to-tre år gik han fra passioneret partileder til dødsensfarlig diktator.

 Niels Aalbæk Jensen har nu besluttet gå ind i politik for at sætte handling bag ordene:

- Den her udvikling har jeg valgt jeg at kæmpe imod nu, og der er kun en måde at gøre det på – ved at gå ind i politik – mere præcist i Alternativet. Mit opslag har helt tydeligt ramt et eller andet i befolkningen, siden det er gået så meget viralt. Der er en historie, der mangler at blive fortalt. Og det politikernes opgave, og det er dødsens vigtigt, at det kommer frem nu.

Ekspert: Ikke noget at bygge frygten på

Karsten Skjalm er ekspert i international økonomi og politik. Han deler ikke Niels Aalbæk Jensens frygt, og tror ikke, at briternes farvel til EU vil blive starten på enden for et fredeligt Europa.

- Jeg kan ikke se, at der er noget at bygge frygten på. Personligt er jeg ikke bange for den nationalkonservative bølge, der ruller ind over Europa i lande som Tyskland, Frankrig, Polen – og Storbritannien. Det vi ser ske i Europa nu handler meget om økonomi. EU har altid været en arena, hvor forskellige politiske interesser er repræsenteret.

- De europæiske lande er i dag stærkt bundet ind i hinanden, såvel handelsmæssigt, finansielt og i bevægelserne for arbejdskraft. Og selvom en ny form for protektionisme er en del af dagens orden, både med og uden EU, er der et kæmpe spring til 30'ernes protektionisme, nationalisme og politiske polarisering, siger Karsten Skjalm.

Han mener, at frygten for et EU-kollaps med rette har været større tidligere.

- Den ældre generation har igen og igen slået på netop den frygt, fordi de selv har oplevet grusomhederne under f.eks. Anden Verdenskrig. Min vurdering er, at vi heldigvis har lært rigtig meget af historien. Så jeg tror simpelthen ikke på, at vi skal frygte den krybende protektionisme, vi ser i dele af Europa, der mere handler om tekniske handelsbarrierer og miljøspørgsmål.