Samfund

Anbragt i helvede: En tredje søster stævner kommunen

Søsteren til pigerne fra TV 2-dokumentaren 'Anbragt i helvede' lægger nu sag an mod Slagelse Kommune.

Søstrene Sapran Hassna og Nanna Hansen, der er kendt fra TV 2-dokumentaren 'Anbragt i helvede', lagde tidligere på året sag an mod Slagelse Kommune - på baggrund af de overgreb, de og deres to andre plejesøstre blev udsat for fra 1999 til 2005, hvor de boede hos en plejefamilie i Skælskør.

Nu sagsøger også en tredje søster, den yngste i flokken, Slagelse Kommune og kræver 300.000 kroner i erstatning, fordi den daværende Skælskør Kommune ikke greb ind trods talrige indberetninger. 

Det skriver Sjællandske.

Søster: Hun har ikke været i tvivl

Det har ikke været muligt at få kontakt til den i dag 22-årige kvinde, men hendes ene søster forklarer, hvorfor det først er nu, at det tredje af fire plejebørn er klar med et sagsanlæg. 

- Det har naturligvis været en stor mundfuld. Især for hende. Vi reagerer jo alle forskelligt på det hele, og hun har bare ikke følt sig klar før nu.

- Hun er en fighter, og hun har ikke været i tvivl om, at kommunen skulle sagsøges. At det har taget længere tid for hende, kan man jo indirekte - negativt ment - takke kommunen for. Det er jo herfra, at man ikke har grebet ind, dengang det hele stod på, siger Nanna Hansen, hvis sag mod kommunen er for Østre Landsret til december.