Samfund

Voldsomt vejr på Langeland: Taget er fløjet af restaurant

Langeland og Ærø er ramt af voldsomt vejr. Flere træer er væltet, og der står vand i mange kældre.

Ærø og Langeland er torsdag ramt af et voldsomt uvejr.

I Rudkøbing på Langeland er taget blæst af en restaurant ved havnen. Der var gæster i restauranten, da det skete, men ingen er kommet til skade.

Og samme sted er flere både blæst op på havnekajen.

Rigtig mange træer er væltet i stormen. I udkanten af Rudkøbing er et træ væltet ned i en bil. Her er en gren gået igennem en mands ben, oplyser vagtchefen for Fyns Politi til TV 2.

- Der er næsten skypumpetilstande i området i øjeblikket, siger vagtchefen hos Fyns Politi til TV 2.

Flere har fået vand i kældrene

Han fortæller, at der er mange væltede træer i området. Mens flere har fået vand i kælderen. Desuden er der masser af vand på vejene på Langeland, oplyser politiet.

Der er ingen yderligere tilskadekomne på nuværende tidspunkt.

Fyns Politi opfordrer indbyggere til at blive inden døre.