Samfund

Fik fadøl og nyt job på musikfestival

Fynske IT-virksomheder fiskede talenter på årets Tinderbox-festival. For nyuddannede Daniel betød det et job på festivalens første dag.

- Det er fantastisk med både kontrakt og fadøl.

For nyuddannede Daniel Feddersen blev starten på dette års Tinderbox-festival i Odense noget ud over det sædvanlige. For mens festivalen gik i gang med Saybia på scenen, så fik Daniel Feddersen nyt job.

En række lokale IT-virksomheder var mødt op på festivalen for at forklare unge, nyuddannede festivalgæster, at der faktisk var gode, ledige IT-jobs at få på Fyn.

I alt havde de 10 fynske virksomheder 40 ledige stillinger, og de holdt samtaler og udvekslede telefonnumre med adskillige interesserede fra hele Danmark og fra udlandet.

- Det er ikke nok bare at holde jobsamtaler. Der mangler 19.000 udviklere de kommende år. Så er vi nødt til at gøre noget ekstra, siger Mette Reinholdt Mortensen, CEO i Hesehus.

Hun og Daniel Feddersen fandt hinanden og før den første fadøl var drukket ud, havde de begge underskrevet kontrakten. Så nu kan Daniel nyde resten af Tinderbox-festivalen med bevidstheden om, at der står et godt job og venter på ham bagefter.