Afviste asylansøgere utilfredse med maden på centret: Går på madrov om natten

En gruppe afviste asylansøgere er så utilfredse med maden på et udrejsecenter ved Ikast, at gruppen "skralder" om natten. Minister afviser kritikken.

En har forladt centret i protest, en anden har sultestrejket flere gange, mens andre cykler til det lokale supermarked om natten for at lede efter kasseret mad i skraldecontaineren. 

På udrejsecentret Kærshovedgård i Ikast for afviste asylansøgere er beboerne mildest talt utilfredse med maden på stedet.

De tre daglige måltider mætter ikke, der er for lidt af maden, den smager dårligt, og kosten er ikke varieret nok, lyder kritikken blandt andet.

Henter mad til andre på centret

Gruppen af afviste asylansøgere har derfor etableret særlige patruljer, der opsøger den lokale Fakta-butik i Bording og leder efter kasseret mad efter mørkets frembrud.

Madpatruljerne rydder supermarkedernes containere og skraldespande, hvorefter den indhentede mad fordeles på asylcentret.

I klippet nedenfor kan du se dagens ret - kød, kartofler og sovs - ryge i skraldespanden.

Går sultne i seng

- Maden, vi får på Kærshovedgård, er rigtig dårlig, og de ansatte behandler os heller ikke godt, lyder det fra statsløse Qania Nazari.

- Det mad, vi får på Kærshovedgård, kan vi ikke lide, og vi kan ikke spise det. Vi får aftensmad klokken 17, og vi får ikke andet derefter. Vi kan ikke sove om natten, fordi vi er sultne, beretter Jabar Rasuli fra Iran.

Her et andet eksempel på en af retterne serveret på udrejsecentret.
Her et andet eksempel på en af retterne serveret på udrejsecentret. Foto: TV 2 / TV 2

Maden bliver ikke spist op

Hos Kriminalforsorgen understreger institutionschef Anne Marie Borggaard, at forholdene på stedet løbende bliver vurderet, ligesom der er oprettet et beboerråd, som kan komme med ønsker. 

Adspurgt om, hvordan de forholder sig til beboernes kritik af maden, lyder svaret:

- Når man har en cateringordning, skal man møde op til tre måltider om dagen. Cirka to tredjedele af beboerne møder faktisk ikke op til morgenmaden. Hvis man spiser alle tre måltider, burde man kunne blive mæt. Vi har hver dag mad tilovers, så vi har ingen grund til at tro, at der ikke er mad nok.   

Den lokale Fakta i Bording ønsker ikke at kommentere på sagen, men den generelle holdning til skraldere i Coop er klar. 

- Madvarer, som havner i vores containere, er affald og kan være sundhedsskadelige, uden at det kan ses. Derudover går det ikke, at der bliver rodet i containerne, så der ryger fordærvet mad ud på jorden, som kan tiltrække skadedyr. Der er derfor flere gode grunde til, at vi nødigt ser, at nogen går i vores containere, lyder det i en udtalelse til TV 2.

Blå partier: Kritikken er useriøs

Heller ikke borgmesteren i Ikast-Brande Kommune, Carsten Kissmeyer (V), er begejstret over, at flygtningene skralder om natten. 

- Forholdende på Kærshovedgård er ikke kommunens anliggende, men min holdning er, at beboerne primært skal være på Kærshovedgård og ikke være en del af lokalsamfundet, understreger borgmesteren.

På Christiansborg ryster udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) på hovedet ad situationen.

- Jeg har aldrig kendt mage. Det her er mennesker, som er på vej ud af landet. De er uønskede i Danmark, og nu er de på Kærshovedgård - de får husly, og de får mad. Nu må det simpelthen stoppe, siger Inger Støjberg. 

Samme holdning deler Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen. 

- Det er meget svært at tage alvorligt. Hvis det stod til Dansk Folkeparti, så skulle de være frihedsberøvet, indtil der var mulighed for at sende dem ud af Danmark, så det er svært at tage seriøst. siger Martin Henriksen.

At skralde bør ikke være nødvendigt

Hos Alternativet mener integrations- og udlændingeordfører, Josefine Fock, at det ikke burde være nødvendigt at skralde.

- Det lyder problematisk, hvis der ikke er mad nok, og hvis kvaliteten er for dårlig. Det må man undersøge, siger hun.

Også Peder Hvelplund, der er sundhedsordfører hos Enhedslisten, er skeptisk.

- Når de afviste asylansøgere går ud for at finde mad i skraldespande, er det ikke for sjovt. Det gør man kun, hvis det er en bedre kvalitet, end hvad man får. Det er et problem, siger han.

Peder Hvelplund opfordrer til, at udrejsestedet Kærshovedgård formår at indgå en dialog med asylansøgerne, så de ikke føler sig tvunget til 'at skralde'.

Se indslaget med de afviste asylansøgere, der skralder om natten, øverst i artiklen.