Samfund

Her er klassen, hvor alle er 'superstudenter'

En normal klasses karaktergennemsnit ligger på omkring 7 i snit, men 3.Y's foreløbige niveau er på 9,4.

Årets studenter er så småt ved at være udklækkede, og normalt er der enkelte elever, der slutter deres tid på ungdomsuddannelserne med et rekordgennemsnit.

Men på HTX Sukkertoppen i Valby er det ikke kun enkelte elever, der står ud som 'superstudenter'. Her er hele 3.Y nemlig en 'superklasse'. For mens en normal klasse ligger på omkring 7 i snit, så er klassens foreløbige niveau på 9,4. Og dét tal kan stadig stige.

Gode lærere og kammeratlig opmuntring

Lea Nielsen, som er klassens første student med et snit på 10,7 forklarer succeen med, at klassen har meget fokus på karakterer og opmuntrer hinanden, når én får gode karakterer. Og så spiller lærerne selvfølgelig også en rolle.

- Vi har bare haft nogle gode lærere, og virkelig knoklet og kæmpet for at få gode karakterer. Det har man godt kunnet mærke i vores klasse. Vi har siddet på skolen om natten, og arbejdet med vores opgaver, siger hun og tilføjer:

- Jeg tror, at vi har været gode til at trække hinanden op. Når én har fået gode karakterer, så siger vi 'fedt, tillykke. Jeg håber, at jeg kan gøre det lige så godt'.

Støtte er vigtigt

Lea Nielsen forklarer sine egne gode karakterer med, at hun har følt sig godt tilpas i klassen.

- Det handler om, at føle at man godt kan. At føle, at der er nogen, der tror på én. Det betyder rigtig meget, at man får den støtte.

Skal løbe efter lastbilen

3.Y skal nu fejre, at de alle er blevet studenter med fester og studenterkørsel. Og den student, der har fået det bedste gennemsnit, kan se frem til at løbe efter lastbilen det første sted på ruten til studenterkørslen.