Ekspert: Grønt lys til hash gør næppe flere afhængige
Legalisering af hashsalg vil måske få flere til at prøve det. Men kun få vil fortsætte, siger ekspert.
Overlæge i Stofrådgivningen Henrik Rindom vil ikke afvise, at flere end i dag vil prøve at ryge en fed, hvis salget af hash bliver legaliseret. Men langt de fleste vil ikke fortsætte med at ryge, pointerer han.
- Det interessante ved hash er, at det er nogle bestemte borgere, der bliver afhængige. Blandt alle dem, der prøver det, er det langt, langt de fleste, der holder op igen. Den seneste måned er det tre procent blandt de 16-44-årige, der har røget, siger han.
Til Jyllands-Posten mandag siger en række erfarne anklagere og en tidligere politichef, at politikerne bør erkende, at kampen mod hash har slået fejl.
Politikerne bør i stedet iværksætte et forsøg med legalisering af hashsalget, mener de.
Ikke sjovt at være stenet til fest
Henrik Rindom forklarer, at årsagen til, at det er de færreste, der bliver afhængige af hash, er, at det ikke bliver opfattet som et feststof.
- Der er ikke mange, der synes, det er sjovt at sidde til en fest og være fuldstændig stenet, siger han.
Sammen med en række anklagere foreslår tidligere chefpolitiinspektør i København Per Larsen, at Folketinget iværksætter et overvåget forsøg med salg af hash, hvor indtægterne går til staten.
Det forslag bakker Henrik Rindom op om.
- Hvis pengene havnede i statens lommer i stedet for i de kriminelles, kunne vi gøre en langt større indsats over for de unge, der begynder at ryge hash, siger han og uddyber:
- De unge, vi ser i Stofrådgivningen, er unge, der begynder at ryge for at få det bedre eller mindre dårligt. Det er socialt udsatte unge og unge med psykiske problemer, der bruger hashrygning som selvmedicinering.
Torsdagsbong er skrækken
Men ud fra et sundhedspolitisk synspunkt er det ikke en god idé at legalisere salget af hash. Det mener Merete Nordentoft, der er professor i psykiatri ved Københavns Universitet.
- Skrækscenariet vil være, at der indføres en torsdagsbong på gymnasierne, hvor man legalt ryger hash dagen, før at man går i fredagsbaren, siger hun til Jyllands-Posten.